Frigjort af søstrenes synd

Liv Jagrell er muligvis ikke blandt de mest navnkundige kvinder på den internationale heavy metal-scene. Ikke desto mindre har den svenske sanglærke siden det Herrens år 2002 været at finde som frontfigur for Sister Sin og siden 2016 i den mere melodiske udbrydergruppe Liv Sin. Det har for sidstnævntes vedkommende udmøntet sig i cirka ét dusin singler, en EP samt to udgivelser i fuld længde – Follow Me fra 2017 samt opfølgeren Burning Sermons, der ramte butikshylderne i 2019. Efter fire års dvale samt en massiv regruppering, der i mellemtiden har budt velkommen til Daniel Skoglund bag bassen samt guitaristerne Patrick Ankermark og Jay Matharu, smed kvintetten fra Stockholm tilbage i januar KaliYuga på gaden. Jagrell har med ønsket om at realisere sin indre King Diamond entreret med et produktionshold, der blandt andre inkluderer Mike Wead. Den svenske guitarist har således selv svunget øksen i diamantkongens tjeneste og forinden stået fadder til Mercyful Fate-skiverne Dead Again og 9 fra slut 90’erne, mens Liv Sin har hyret danske Tue Madsen til at forestå mix og mastering.

Er diamanter stadig kvindens bedste ven?

Tilbage i 1953 udødeliggjorde Marilyn Monroe postulatet om kvinders forhold til det kostbare kulstof. Sidenhen er begrebet blevet vendt og drejet i mangt en finurlig retning – tag blot ”Demons Are A Girls Best Friend”, Powerwolfs hitsingle fra Sacrament of Sin (2018), hvis genindspillede version fik en ekstra dimension grundet gæstesolist Alissa White-Gluz. Pudsigt nok er både kvinder, diamanter og metafysiske elementer atter på spil, når vi retter blikket mod ’KaliYuga’ – en hinduistisk funderet samtidsfortolkning med afsæt i ødelæggende kriser og menneskets syndefald. Ligefrem at kalde fortolkningen syndig vil nok være at stramme den. Alligevel må jeg stille mig aldeles tvivlende over for det noget aparte forehavende: ønsket om at udforske et nyt udtryk afledt af etablerede institutioner inden for metalcore såsom Architects og Parkway Drive, og med inspiration hentet i ’Kong Kims’ karakteristiske vokal som den altoverskyggende drivkraft.

Nuvel, om ikke andet … så da i hvert anderledes. Right? Wrong! Hverken indledende ”The Process” eller ”King of Fools” har meget med ovenstående oplæg af gøre, men bugner til gengæld af varer fra overskudslagerne hos Warlock, Battle Beast og Lordi. Det stemmer til gengæld glimrende overens med vokalen, der bedst kan beskrives som en bizar ménage à trois mellem netop Doro Pesch, Noora Louhimo og Mr. Lordi selv. Fortidens synder fornægter sig ikke, da selvsamme Warlock netop var en af de væsentligste muser for Jagrells forhenværende ’søskendeflok’. KaliYuga trækker i det hele taget mange tråde – således også til industrialgenren. De elektroniske kompositioner på ”Antihero” efterlader spor efter aktuelle  Deathstars, mens lyrikken til ”Forget My Name” henleder tankerne på skandaleombruste Rammstein.

Med kærkomne clean vocals fra Liv, der i øvrigt flyder noget mere ubesværet, bør værkets ubestridte pièce de résistance, ”I Am The Storm”, naturligvis fremhæves. Netop de vokale arrangementer træder her lidt ud af kontekst – ikke mindst fordi Liv undervejs kaster sig hovedkulds ud i noget, der umiskendeligt minder om growling. Med noter af Sergej Prokofjevs ikoniske komposition “Montagues and Capulets” i det afsluttende breakdown, må jeg lettere modstridende indrømme, at vi bevæger os et nyk op ad stigen. Herfra bevæger vi os fra stadiet ’velkonstrueret plagiat’ til godt og vel gennemsnitlig melodisk metal på skæringer som ”Karma” og ” The Swarm”, der tilsammen iscenesætter henholdsvis guitarduoen Patrick Ankermark/Jay Matharu og Per Bjevolaks trommer. Særligt sidstnævnte rykkes langt om længe frem i mixet hen mod slutningen af skiven. De fraværende fortolkninger er dog blot en stakket frist, idet ”Horizon in Black” insisterende insinuerer Nightwish-hooks af ældre dato. Her slutter enhver tænkelig sammenligning dog også, da Jagrell og Turunen opererer i hver sin ende af den registeret – i mere end en forstand. Når det er sagt, ender vi paradoksalt nok med et af albummets mere vellykkede numre. Jagrell selv bør dog skrue markant ned for de enerverende forvrængningseffekter, der hverken gør hende eller den øvrige del af ensemblet nogle nævneværdige tjenester. 

Led os ikke ind i fristelse …

Det hvirvler rundt med brudstykker af metalgenrens øvrige aktører – fiktive såvel som faktiske. Det kniber i den forbindelse noget med at identificere både Architects og Parkway Drive i produktionen, mens der til gengæld med lidt god vilje kan detekteres reminiscenser af den gode Kim Bendix. Der kan tillige drages en del paralleller til Anne Brunner og League of Distortion, der set i bagklogskabens ulideligt klare lys nok burde have været tilskikket en lunken 4’er. Liv synger markant bedre end Anna, men ville helt bestemt have profiteret yderligere af nogle prædefinerede rammer. Rammer, der i sagens natur forsvinder, når man som band selv vælger at stå for produktionen. Klip til trommesættet, som Per Bjevoluk såmænd beklæder glimrende. Han bliver dog for ofte hensat til rollen som ’tredjeviolin’, hvorfor det ville være klædeligt med flere passager, hvor han blev flyttet frem i mixet. På trods af enkelte fristende indslag kan vi dermed konstatere, at den naturlige orden ikke har forskubbet sig. Efter Liv følger død – således også på Stengade.