Lantern - Dimensions

Dimensions

· Udkom

Type:Album
Genrer:Progressive Death Metal, Black metal
Spilletid:38:41
Antal numre:6

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Indebrændt bakspejl

Jeg lærte finske Lantern at kende på deres EP fra sidste år, Lost Paragraphs. På trods af en vis kvalitet endte jeg ikke med at købe den, og set i bakspejlet er det nok, fordi Lanterns stil kræver mere fordybelse, end jeg dengang kunne afse. Heldigvis brændte navnet sig fast, hvorfor jeg nu sidder med gruppens tredje fuldlængdealbum siden dannelsen i 2007. Gruppen begyndte som en duo, men blev i 2013 udvidet til en kvartet, som blandt andet spillede på det års Kill-Town Death Fest. Dette lineup har holdt sammen lige siden og har udviklet deres lyd til en redelighed, jeg skal bruge et par hundrede ord for at beskrive.

Sort død i rummet

Lanterns lyd er temmelig atypisk og uigennemtrængelig selv for undergrundsmusik, hvilket nok er årsagen til, at jeg sprang Lost Paragraphs over til at begynde med. Sangskrivningen er ydre-rum-progressiv grænsende til det avantgardistiske, og der er adskillige ”ej-det-kan-man-da-ikke”-øjeblikke på Dimensions. Størstedelen opstår som følge af den konstante kollision mellem tritonusbaseret black/death og flyvsk space-prog, som er grundstenen i det musikalske udtryk på Dimensions. Denne parring er åbenbar fra begyndelsen; allerede efter den Slayer-lydende intro på åbneren ”Strange Nebula” ledsages temmelig hård riffing af en usædvanligt svævende solo fra leadguitaren. Resten af sangen viser, at gruppens flyvske visioner ikke er begrænset til leadguitaren, da selve sangskrivningen har et udpræget progressivt fokus. Lantern bekymrer sig tydeligvis ikke om doktriner, og følgelig lyder de ikke rigtig som noget andet band på jorden.

På trods af Dimensions’ ejendommelighed så besidder den også nogle anselige attributter, som aldrig går af mode: kolossale riffs. Tag ”Beings”, som bevæger sig gennem en passage med bevidsthedsudvidende leadguitar blot for at føre lytteren til et bevidsthedsknusende groove. Lantern benytter nemlig ejendommeligheden til at bygge op til nedrivning, hvilket udover at tilfredsstille øglehjernen bidrager med kærkommen stilistisk forankring. I hvert fald for mit vedkommende kan musik blive for progressiv, men Dimensions undgår heldigvis at fortabe sig i det ydre rum takket være nævnte forankring.

Selv som mere ligefremt black/death-album ville Dimensions givetvis have befundet sig et par niveauer over standarden. Riffene og trommerytmerne – så vidt de kan adskilles fra det proggede koncept – rummer rigelig adspredelse i sig selv, og det er tydeligt, at gruppen ikke ønsker at spille den samme sang, eller blot det samme riff, to gange. Derudover spædes der til med melodiske arrangementer, som giver musikken nogle skiftende og spændende stemninger, nu gruppen alligevel med space-proggen har opgivet at lyde pisseonde i sulet hele tiden. Vokalen er snarere en råben end egentlig growl – min bedste sammenligning er KK’s vokal på Call of the Wild – som passer musikken virkelig fint. Siden musikken ikke er rigtig hadsk, kan jeg sagtens forestille mig, at deciderede growls kunne udtvære gruppens visioner for deres musik. Vokalens stil er atypisk, hvilket passer rigtig godt til albummet.

Ekstremt flot ekstremisme

Musikken på Dimensions er kosmisk, storladen, voldsom og helt igennem særpræget, og enhver tilhænger af progressiv ekstremmetal bør lytte med. Det kræver en smule tålmodighed at sætte sig ind i albummet, idet gruppens kompositioner ustandseligt drives fremad langs uforudsigelige baner, men finnerne er heldigvis flinke til at drysse umiddelbart forståelige passager ind mellem virvaret af kosmisk prog. Men selvom albummet er overvældende, så undlad at søge for meget tilflugt i de ligefremme riffs, for progressionerne på Dimensions er virkelig noget for sig.

Tracklist

  1. Strange Nebula
  2. Beings
  3. Portraits
  4. Cauldron of Souls
  5. Shrine of Revelation
  6. Monolith Abyssal Dimensions
Metalvinyl

Tilføj kommentar