Få dig en rigtig syret stener med Kylesa.

Advarsel: Hvis du ikke kender Kylesa og kigger oppe i genrebeskrivelsen og tænker "Sludge? Fedest!!!", så tag den lige med ro... Inden vi kommer kommer for godt igang, skal det nemlig nævnes, at Kylesa, selvom primærgenren er sludge, blander godt med psykedelisk rock, stoner rock, drømmende indie-rock og tidlig crust punk med i posen. Og fik jeg nævnt, at der er to trommeslagere?

Diverse tragedier og udskiftninger i lineuppet har desværre været en del af virkeligheden for amerikanske Kylesa siden dannelsen i 2001. Men trods dette har bandet formået at vende denne negative energi til noget positivt og kanalisere det ud via deres syrede, flippede og dejligt eksperimenterende tilgang til musikken. Ét nummer kan lyde som Beastie Boys og det næste være mere i nærheden af Down! Der kan være riffs, der er groovy som bare fanden, og det næste øjeblik er det stille indie-rock i stil med Beach House, der strømmer ud ad højtaleren.

Der er ikke mange plader, der lyder som Ultraviolet, og den er på mange måder rigtig positiv og forfriskende at lytte til, hvis man ikke er kender af Kylesa. Det er syret, mærkeligt og spøjst, og så er det jo skønt, af og til, at udvide sin horisont. Men kendere af Kylesa vil muligvis mene, at denne skive er ret så konservativ og ikke særlig satsende. I forhold til tidligere lyder det nemlig unægteligt som om de tør mindre og vælger at spille de mere sikre kort. Kylesas materiale plejer at være endnu mere syret, mærkeligt og spøjst, men det må jo, i sidste ende, være op til den enkelte at bedømme, om de er blevet mere mainstream og kedelige, eller ej. Om ikke andet, så vil dem, der ikke kender Kylesa sikkert finde dette album mere tilgængeligt end nogle af dets meget syrede forgængere. Der er ikke enkelte numre, der skiller sig ud. Ultraviolet er en af den slags plader, der skal nydes som en samlet helhed i én lang gennemlytning, hvis man skal have det maksimale ud af den. Men med pistolen for panden, så lyt til åbneren "Exhale" - så ved du nemlig hvad klokken har slået, og hvad der venter på resten af skiven.

Den sublime produktion, de flotte harmonier mellem sangstemmerne, det flippede samspil mellem de to trommeslagere og de drømmende og syrede lyduniverser er lige i øjet. Uanset om man er fan eller ej, så er det rigtig flot. Men, som sagt, så vil dedikerede fans muligvis drømme sig tilbage til dengang Kylesa var endnu mere syrede og tog endnu flere chancer.

Unspoken - Nummeret har en lidt for lang intro, men det er rigtig fedt!