Saxon møder Amon Amarth
Kurgan (som i gravhøj, ikke ham skurken fra Highlander) fra det eksotiske Oddsherred har eksisteret siden 2014, men først nu er deres debut Yggdrasil Burns klappet og klar. Men manglende udgivelser har ikke stoppet Kurgan, der har turneret landet rundt de sidste par år, og opbygget sig en trofast fanskare – og hvis man har haft fornøjelsen af at opleve dem, så giver det mening. For Kurgan rammer plet, når det kommer til både at lyde som klassisk svenskerdød a la Amon Amarth og Unleashed, men de formår at blande det med klassiske guitarsoli og rytmesektioner, som nok mest minder om Saxon og til tider Iron Maiden. Ergo rammer de virkeligt begrebet ”melodisk dødsmetal”, lige i røven.
Forfriskende Retro
Yggdrasil Burns er velproduceret og samtlige instrumenter går rent igennem, uden at drukne hinanden eller brøle-vokalen, der leveres af Brian Petersen, der virkeligt har et par solide lunger.
Man kan høre og fornemme, at materialet har haft masser af tid til at modnes, og at der er blevet nusset om samtlige detaljer – intet er tilfældigt. Som kæmpe fan af melodisk dødsmetal af den svenske skuffe, så ville jeg næsten ønske, at Amon Amarth havde lavet Yggdrasil Burns i stedet for Berserker, men sådan er der jo så meget.
Der er også et element af ”blærerøv” på Yggdrasil Burns, som jeg finder tiltalende, forstået på den måde, at der er masser af plads til soloer og instrumentlir. Den slags som man efterhånden skal en del år tilbage for at finde i metallen. Kurgan er ikke blankpoleret eller minimalistisk, som mange andre nye, danske, metalbands er det – tværtimod, hvilket gør, at de fremstår forfriskende retro.
Dog er Yggdragil Burns også lidt til den lange side med 10 sange og en samlet spillelængde på omkring 50 minutter, hvilket er en ambitiøs størrelse for en debut. Måske kunne man godt have sparet to-tre numre, for det er ej heller det mest varierede album nogensinde, så man sidder ind i mellem med følelsen af at have hørt det samme nummer to gange i streg – hvilket er en skam. Men det er uhyre sjældent, at en debut sidder lige i skabet.
Skønhedsfejl skal der være plads til
Men trods de skønhedsfejl, der nu engang er at finde på Yggdrasil Burns, så er det stadig et solidt album og en stærk debut. Kurgan fortjener en masse opmærksomhed og anerkendelse for deres hårde arbejde. Så er der vel ikke så meget mere at sige end, at man bør se, om man ikke kan fange dem live rundt omkring i det danske landskab, og at man må håbe, at der ikke går små fem år, før de kommer med en opfølger.
