Ingen intro

Mille, Ventor, Speesy og Sami er lige så kendte inden for genren som Gajol er inden for lakrids, så at bruge tid på intro ville bare være at koge suppe på kogt vand. Jeg vil i stedet gå direkte til lækkerierne, fordi der er i den grad åbnet op for den blandede slikpose med dette album.

Dertil kan jeg med glæde sige, at jeg specielt ser frem til den kommende koncert i Danmark, det bliver i sandhed et smukt øjeblik.

The Album

Stemningen bliver lagt fra start med det et minut lange åbningsnummer 'Apocalypticon', der er blottet for vokal. Ikke et nummer, som får tankerne hen på decideret thrash, men det lægger en solid sten med bund af metal og et håb om et godt album. Og så går det løs! 'World War Now' lader straks en vide, hvem det er, der egentlig gjalder ud fra højtalerne, og man kan ikke andet end sidde og smile lidt over tanken om, at thrash-kongerne igen forkæler vores øregange. Det er så nu, det ville være fedt at kunne sige, at det fortsætter på næste nummer, men desværre ikke. 'Satan Is Real' virker ganske enkelt, som om Kreator har siddet og sagt til hinanden, at 'vi skal da prøve lidt nyt' og så forsøgt sig med et twist. Mine tanker bliver ledt hen på Behemoth, dog helt uden sammenligning, og desværre fungerer det slet ikke for mig. Nummeret har dog en fin intro, men resten fungerer simpelthen ikke for mig. Singlen 'Gods Of Violence' er allerede blevet hørt adskillige gange over diverse streaming-tjenester, og selvom det måske starter stille ud, kommer det ganske fornuftigt igen, og man begynde så småt at forstå hvorfor netop dette band er fædrene inden for netop denne genre. Heldigvis fortsætter dette resten af albummet igennem, numrene 'Hail To The Hordes' og 'Lion With Eagle Wings' fungerer fuldstændig som de skal, og man får lyst til at finde de gamle albums frem og lytte til dem. Albummet bliver rundet af med et af de mere nytænkende - men denne gang fungerende - numre på pladen, nemlig nummeret 'Death Becomes My Light'. Mille viser virkelig, hvad hans vokal er i stand til her, hvilket egentlig er gengældt på hele pladen, han udfordrer sig selv, og det kan jeg godt lide. Når man ser på, hvor mange år Kreator har på bagen, kunne de ligeså godt drible den sikkert i mål, men det gør de gode herrer bestemt ikke. De forsøger at ruske lidt op i det, de ved fungerer med lidt twists på vokalen, lidt anderledes tilgang til den måde Speesy og Sami samarbejder på guitar og bas, og selvom det halter lidt på et enkelt nummer, ved de, hvordan de får det til at fungere som helhed. Dog vil jeg give en særlig stor cadeau til Ventor, hvis slagkraft på trommerne smadrer igennem på samtlige numre, den mand ved, hvad han laver.

Don't be scared, please don't be afraid

Gods Of Violence kunne ligeså godt (i min optik) være Kreators egen fortolkning på, hvordan de ser sig selv som band. Guder af thrash er store ord, men når det kommer til disse mænd, er det ikke ord, jeg tøver med at bruge. De ved, hvad de laver, og de gennemfører det, de sætter sig for. Og dette album skuffer bestemt ikke, så hvis du ikke kender Kreator, eller på en eller anden måde ikke rigtigt er blevet fanget af hele thrash-konceptet, så er dette måske albummet, der kan få dig til at skifte mening; som Mille synger på sidste track, inden skiven ebber ud: ''Don't be scared, please don't be afraid.''