Korn i nye klæder

I det meste af en menneskealder har Jonathan Davis’ tunge sind givet næring til Korn, kulminerende i 2019-udspillet The Nothings hudløse og hjerteskærende menneskelige deroute. Helt så vred, frustreret og ked af det er han (heldigvis) ikke længere – i hvert fald ikke i Jonathan Davis-målestok – og det bærer nu-metal-legendernes 14. studiealbum selvfølgelig præg af. Requiem er et skridt ud af The Nothings dystre univers af sorg, mørke og håbløshed, som i sagens natur afføder spørgsmålet om, hvorvidt Korn overhovedet er Korn uden mørket og smerten?

Davis og dødsmessen

Rekviem er den katolske dødsmesse og dermed en sigende albumtitel, i lyset af at Requiem er den svære opfølgning på The Nothing, der for tre år siden blev til som lige dele terapi og nødvendighed, efter Jonathan Davis inden for kort tid mistede både sin mor og sin ekskone. Den hårdtprøvede Korn-frontmand har altid brugt musikken som ventil og krænget sit inderste ud i både tekster og vokal, men på The Nothing var sorg, afmagt, vrede og skyldfølelse på alle måder så smerteligt mærkbart, at det satte albummet i en liga for sig.

Med det afsæt valgte Korn på udgivelsesdagen at præsentere sit nye udspil, Requiem, ved en messe i Hollywood United Methodist Church i Los Angeles, hvor 300 heldige fans – og en hel del flere via livestream – fik en unik oplevelse med Korn, kirke, kor og orkester.

Setuppet kan forekomme bizart, men giver som så meget andet rigtigt god mening, når man sætter det i kontekst. For når man har mistet, er tid en besynderlig størrelse, som på én og samme tid gør sorgen underligt fjern og smerteligt nærværende. Derfor står Korn og Davis her tre år senere og mindes de døde i form af såvel de personlige tab som de mange, der har mistet livet til den endnu raserende pandemi.

Tekstligt spænder Requiem fra fortvivlelse til håb og afspejler således virkeligheden og dens gråzoner med smertelig akkuratesse. Det er ikke vildt og skørt som i de gode gamle 90’ere, men det er til gengæld heller ikke skrevet i en rus af metamfetamin og Jack Daniels og potentiel kilde til fortrydelse en årrække senere.

Selv om bassist Fieldy holder pause på ubestemt tid, er det hans bas, man hører på Requiem, der også langt hen ad vejen lyder bekendt og bekvemt kornsk. Davis’ rene sang er med alderen ganske vist blevet mindre kraftfuld, men hans growls – som i den flænsende ”Hopeless and Beaten” – lader ikke noget tilbage at ønske, ligesom vi i ”Worst Is on Its Way” også får den karakteristiske ’scat’ at høre.

Det nye album består af ni numre, stramt skåret til over gode riffs, med en samlet varighed på lidt over en halv time. Her kunne godt være fyldt lidt mere på, navnlig når man nu ved, hvor meget bandet har på hjerte.

Korn anno 2022 

Korn har gjort en dyd ud af at fortælle, at der under tilblivelsen af Requiem helt usædvanligt har været tid og rum til at eksperimentere, blandt andet med noget så analogt som kassettebånd. Paradoksalt nok forekommer albummet alligevel på mange måder mere skemalagt og nøje produceret end tidligere udgivelser, og havde jeg ikke hørt Requiem-livestreamet, ville jeg have kritiseret navnlig Davis’ vokal for at være overproduceret og uden det sædvanlige nærvær og nerve.

Efter en række gennemlytninger blev den imaginære slagtekniv dog lige så stille lagt tilbage i sin lige så imaginære skuffe. For måske er det bare sådan, Jonathan Davis lyder som 51-årig og ikke som en frustreret 22-årig med ar på sjælen og et alt for mørkt sind? Måske er Requiem bare Korn anno 2022?

Nej, Requiem er ikke det nye Issues, men det skal det jo for hulan heller ikke være! Både isoleret set og navnlig set i kontekst er Requiem et dejligt og faktisk meget Korn-agtigt album, der vokser sig bedre og større over tid. Og hvis jeg leger med den tanke, at jeg aldrig før havde hørt Korn og blev præsenteret for den nye skive, ja, så ville jeg også blive fan, ganske som jeg gjorde det for efterhånden rigtigt mange år siden.