Konkhra buldrer videre i fin stil
Så kom den endelig
En af årets helt store og længe ventede udgivelser er selvfølgelig ottende langspiller fra mægtige Konkhra. Bandet, der indtager fornemme pladser på diverse lister over største danske metalbands nogensinde, kræver næppe den helt store introduktion. Kvartetten har sin helt egen plads i dansk metalhistorie, og de er på ingen måde færdige med at buldre igennem. Således er deres nyeste langspiller, Sad Plight of Lucifer, endnu en solid omgang groovy og thrashet death metal, men den vil næppe blive husket som en af gruppens bedste. Og det er der en ganske afgørende grund til.
Fire stærke, seks glimrende og et tyndt
Det starter godt. Rigtig godt. Åbningsnummeret, der bærer samme navn som pladen, er et meget stærkt nummer, der på mange måder indkapsler hele essensen af Konkhra anno 2024. Her er grooves, riffs og aggressive hooks, der sidder lige i skabet. Frontmand Anders Lundemarks efterhånden store erfaring med at skabe storslåede death-/thrashhybrider skinner klart igennem, og det er en ren fornøjelse at lytte til. Det kan man desværre ikke sige om efterfølgeren. “Revolution” er, trods et ganske udmærket hook, en tynd omgang, der snildt kunne være et kasseret Slayer-nummer. Det er forudsigeligt, uoriginalt og hurtigt glemt, men heldigvis viser det sig at være pladens eneste rigtig tynde nummer. Sad Plight of Lucifer rummer nemlig mange skønne og hårdtslående momenter. “Seven Plagues”, “Magick” samt afslutteren “Tentacles of Madness” er tre af pladens allerstærkeste skæringer. Hvorfor i alverden de alle tre skal have den samme irriterende effekt på vokalen, forstår jeg slet ikke, da de havde stået langt stærkere uden. Men uanset denne særprægede disposition er det stadig ualmindeligt fede numre.
Man kan ikke gå så langt som at påstå, at pladen kun har fire gode numre. Det ville være lige hårdt nok. “Artificial Sun” og “Ressurection Machine” fortjener også at blive nævnt, og det samme gør “Gates of Paradise”. Alle besidder de kvaliteter, der går lige i nakken. Men hvorfor er karakteren så ’kun’ på syv kranier, vil den vakse læser sikkert spørge. Jo, det er ganske enkelt, fordi det ikke hænger fast. Selvom Konkhra sådan set gør enormt meget helt rigtigt og mestrer et hav af vigtige delementer i musikken. Selv efter tredje og fjerde gennemlytning husker man ikke ret mange hele numre, men kun hooks, riffs og breaks her og der. Og det er en skam. Derudover savnes mere bund og dybde i produktionen. Den gode Tue Madsen har siddet bag pulten, og trods hans sædvanlige højtudviklede evner inden for produktion af metal er trommer og bas en anelse for tandløse i det samlede lydbillede.
Ganske godt, men ikke deres bedste
Når det kommer til riffs, dynamik, breaks, harmonier og det samlede aggressive udtryk, er Sad Plight of Lucifer Konkhra, som vi kender dem. Alt fungerer umiddelbart rigtig fedt, men de velspillede delelementer bliver i for lav grad sat sammen til gode, uforglemmelige numre. Det lykkes kun på knap halvdelen af pladen, og resten må placeres i kategorien ‘OK uden at være prangende’. Jeg er overbevist om, at dedikerede Konkhra-fans plus fans af eksempelvis Slayer, Machine Head og Sepultura vil kunne nyde pladen i lang tid fremover. Men når der kun er en lille håndfuld af de rigtig fede skæringer, kommer Konkhra ikke op på de helt sjove karakterer denne gang. Glimrende plade, men den kommer ikke til at gå over i historien.
