Den italienske ravn kaldet Edgar
Ravnen har i nordisk mytologi længe haft ry for at bringe ulykke og uhygge. Men lad os lige give fuglen lidt hæder, for med sin store hjerne er den faktisk en af de mest intelligente fuglearter derude. Kingcrows navn er inspireret af Edgar Allan Poes berømte digt "Ravnen", hvor fuglen repræsenterer tabet af en elsket og kampen for at overvinde den evige melankoli. Kingcrow, som stammer fra Italien, startede helt tilbage i 1996 under navnet Earth Shaker, men har i løbet af deres karriere haft flere udskiftninger end antal spillere på et fodboldhold. Hele 13 for at være præcis. Sjovt nok er tallet 13 præcis den samme alder, som Virginia Eliza Clemm Poe havde, da hun blev gift med sin fætter, Edgar Allan Poe – ja, du læste rigtigt, fætter (det var i orden dengang). Virginia døde senere af tuberkulose, hvilket måske forklarer Poes tendens til at se på livet gennem dystre briller. Den melankoli forsøger bandet atter at indkapsle på deres nye album Hopium, som desværre er dette kun og intet mer.
Man ville blive mere munter ved at se Titanic synke
Pladen starter egentlig ganske fortrinligt med nummeret ”Kintsugi”, som er opkaldt efter den japanske kunstform, hvor knuste keramikstykker samles på ny. Sangen symboliserer, at fejl og brud er en del af objekters og menneskers skønhed, og nummeret skiller sig ud med skæve tidsstempler, stærke synthesizer-øjeblikke, underliggende melankoli og generelt for at være lidt af en anderledes åbner. Desværre dykker intensiteten kraftigt efter første skæring, og melankolien overtager fuldstændigt resten af udgivelsen. Man kan næsten fristes til at sige, at det ville være mere opmuntrende at overvære Titanic gå ned end at lytte til hele albummet i ét hug. Som det gamle ordsprog Alt med måde forsøger at forklare, så bliver ting ikke mere melankolske og ømme ved at gentage formularen, indtil selv eksempelvis en ravn kan forstå det. De gør det ved at balancere, opbygge og via fordybelse, og netop denne læresætning dumper Kingcrow desværre i.
Titelnummeret "Hopium" og "White Rabbit’s Hole" er begge klassiske eksempler. Selvom de varer over syv minutter og burde udnytte den progressive metalgenre til at skabe spænding og dynamik, drukner de i afdæmpede passager og alt for mange "lad os sidde og stirre ud i regnen og reflektere over livet"-øjeblikke. Bandet balancerer konstant mellem at lyde som Leprous og Muse, men desværre mangler de både Einar Solbergs følelsesladede vokal og Matt Bellamys dramatiske flair, selvom Diego Marchesi egentligt er en udmærket vokalist. Hans levering af ordene er blot for monoton.
Lyrisk klarer gruppen sig dog bedre, da Hopiums tekster føles meget personlige, og opbygningsmæssigt er vidt forskellige. Nummeret ”White Rabbit’s Hole” referer selvfølgelig til Alice i Eventyrland, men historien, bandet fortæller, er deres egen version af eventyret. ”Finding direction where it’s all pitch black, no backward glances to what I left behind, and you walk, there is no question, it’s a lonely chase, something just mine”. Hvis blot Kingcrow havde været bedre til at balancere albummet, ville melankolien, som vist her, stå stærkere.
”Hopium” er betydeligt mindre vanedannende end opium
Selvom albummets titel er et sjovt lille ordspil, bider det også udgivelsen i røven, for der er ikke meget vanedannende musik at finde her. Åbningsnummeret "Kintsugi" lægger ellers godt ud og sætter scenen for en solid omgang prog-metal, men snart bliver det hele lidt for følsomt og slæbende. Det føles, som om bandet kun er en skygge af sig selv, især hvis man sammenligner med tidligere udgivelser som ”Islands” fra Phlegethon fra 2010. Det rejser spørgsmålet: Er det denne retning, vi kan forvente fra dem fremover? Hvis det er tilfældet, er jeg ikke just begejstret. Hopium efterlader desværre ikke et varigt indtryk og får kun 5 kranier i denne omgang.
