De diskrete ”Deathgaze Daddies”
I juni udgav amerikanske Kardashev deres tredje album, Liminal Rite. Det er et album, som er fløjet under manges radar, inklusive vores, indtil nu. Det er faktisk første album fra bandet, vi anmelder. Der udkommer alt for mange plader, til at alle kan nås, så dette var oprindeligt en af dem, vi ville springe over. En ven introducerede dog undertegnede til bandet, og det blev lynhurtigt klart, at dette album fortjente et dybere dyk og en anmeldelse. Kardashev betegner sig selv som ”Deathgaze Daddies”. Genren er meget godt ramt i forhold til deres meget hårde, men også storladne atmosfæriske lyd.
Jagten på noget ægte
Liminal Rite er et konceptalbum, hvor den spændende tematik handler om en ældre herre, som er ved at forsvinde fra nutidens tilstedeværelse på grund af demens. Derfor søger han fortidens nostalgi og lykkelige minder ved at vende tilbage til sit barndomshjem. Desværre er de fleste minder, der kommer frem, ikke af den lykkelige slags. Det er en fortvivlende, desperat og sorgfuld rejse gennem mandens døende sind, som gradvis forrådnes, efterhånden som flere minder dukker op. Det sørgelige udfald bliver, at fortiden synes uvirkelig ligesom nutiden, og der er kun en logisk udvej for ham. En klar symbolik i forhold til hvordan vi ofte skyr det, som gør ondt i nutiden, ved at begrave os i fortidens nostalgi. Spørgsmålet er bare, hvordan giver man alle disse store følelsesladede ting et ægte udtryk gennem musikken?
Albummet starter med den meget obskure og atmosfæriske ”The Approaching of Atonement”, hvor der er et orkestralt lydbillede, som ligger lavt i mikset, mens nummeret føres frem af en dyb mandestemme, der reciterer ord fyldt med længsel. Dette slår elegant over i sangen ”Silvered Shadows”, hvor der er fuld fart på blastbeats og guitar, som vi kender det fra black metal- eller deathcore-bands, når de slår sig allermest løs. Dette skifter igen hurtigt til et mere melodisk guitarriff, og de første vokaler på sangen er Matt Garett, der synger i en flot falset i stil med Dan Tompkins fra Tesseract. Derefter bevæger det sig over i fuld smadder, og Garetts vokal bliver til growls lignende Will Ramos fra Lorna Shore, men også skrig lignende Andreas Bjulver fra Cabal. Alt dette er vigtigt for at få nævnt, hvor vanvittig alsidige Kardashev er. De har muligvis en af de dygtigste sangere i industrien, som besidder alle facetter. Derudover er resten af bandet virkelig dygtige også. De er både skarpe til at skabe et atmosfærisk instrumentalt udtryk og gode melodier, og de besidder også evnen til at kunne fyre den af som besatte.
Et klart højdepunkt på Liminal Rite er den storslåede, sørgelige sang ”Compost Grave-Song”, der omhandler mandens tab af sin bror som barn, som han selv dræbte i en ulykkelig hændelse. Broren blev, som sangens titel antyder, begravet nær husets kompostbunke. Sangen blæser afsted i bedste Meshuggah-chugs stil med intense growls, hvor frustration og vrede virkelig kan mærkes. Dette veksler mellem kæmpe tenorlignende vokaler, hvor sorgen udåndes i ethvert ord. Det er generelt svært ikke at blive lidt medtaget af den verden, Kardashev har konstrueret på Liminal Rite.
Mixed feelings…
Kardashev er et svært band at sætte i bås, med hensyn til ”hvem de lyder som”. Musikalsk og lyrisk er Liminal Rite helt igennem fantastisk og spækfyldt med store momenter, der spiller på alle følelser. Garett er et vokalmonster. Ja, nærmest alt er godt, men for satan (beklager sprogbruget), hvor er det superærgerligt mix og produktion. Alt for ofte lægger de trommepedalerne for højt i mixet, og hvis det ikke er det, så ligger vokalharmonierne for lavt eller guitar-chugs for højt. Mixet sidder dog meget mere i skabet fra ”Compost Grave-Song” og fremad, hvilket bare gør den samlede oplevelsen endnu mere mærkværdig. Det er bedrøvende, at et så veludført album skal trækkes ned af den slags. Det er ellers et moderne mesterværk med store følelser, der rammes helt rigtigt gennem musikken. På selve musikfronten læner det sig op af en 10’er – men det er ganske enkelt umuligt at se bort fra produktionen, og det trækker desværre en del ned. Maybe next time, Kardashev.