Vinylbanner
Kamelot - Poetry for the Poisoned

Poetry for the Poisoned

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Spilletid:50.00
Antal numre:15

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 6,5/10 baseret på 2 stemmer.

Jeg kan ikke påstå, at jeg hidtil har været kæmpefan af Kamelot, men jeg har længe syntes, de leverede deres let-gotiske, halvsymfoniske, melodiske powermetal med en teknisk uhyre sikker hånd, både hvad angår kompositioner, produktioner, instrumentale og vokale præstationer. Deres nye album "Poetry for the Poisoned" rammer til gengæld en eller anden dybere åre i mig, måske fordi musikken er det mest Conception-agtige, jeg har hørt forsanger Roy Khan lave, siden han var med i Conception. Tag bare et nummer som "If Tomorrow Came" - her føler jeg mig af og til hensat til en teknisk opdateret, energisk udgave af stilen fra Conceptions "Flow"-album: En blanding af seje, tunge grooves (tilsat mere speedet powerenergi i omkvædet), en til tider nærmest industrial-agtig stemning og orientalske molharmonier mange steder. "Necropolis" vil ligeledes få de lyttere, der har "Angel (Come Walk With Me)" fra "Flow" i behagelig erindring til at smile bredt.

Ellers er der dog ikke tale om progressiv metal som sådan (selv om nogle måske vil argumentere for at det firedelte titelnummer falder i denne kategori). Kamelot har snarere bare fået nogle mere dystre, til tider dødsmetal-agtige passager integreret i musikken, som giver det hele en kant, der udgør et meget, meget lækkert modspil til de obligatoriske syng-med-omkvæd, der i mine ører er betydeligt mindre poppede, end de plejer at være. (Dette vil muligvis blive regnet for en dårlig ting blandt mange af bandets fans.)

Selv om der er energisk, heavy smæk på numre som åbneren "The Great Pandemonium", hvor bandet gæstes af Björn Strid fra Soilwork på brøl eller f.eks. "Hunter's Season" med gæsteguitar af Gus G (Firewind, den seneste med Ozzy etc.), er der samtidig en interessant, lidt eftertænksom, melankolsk stemning der løber igennem albummet. Kombinationen af melankoli og tyngde får mig af og til at tænke lidt på f.eks. Ghost Brigade uden at sammenligne i øvrigt.

Powerballaden "House on a Hill" med gæstevokal af Simone Simons (der også er med på titelnummeret) er det eneste, der decideret lyder som en metervare fra bandet - ellers får Roy Khans som altid fremragende, nuancerede vokal hele tiden tingene op på et andet, mere interessant niveau. Svagheden ved albummet er imidlertid, at mange af numrene har et sammenfald af akkorder, der gør, at selv om de fleste skæringer hørt i isolation er gode, bliver albummet efter min mening lidt ensformigt at høre på i sin helhed, særligt fra "My Train of Thoughts" og frem til det afsluttende "Once Upon a Time". Men det ændrer dog ikke på, at dette er et kvalitetsalbum, som absolut er værd at stifte bekendtskab med.

Metalvinyl

Tilføj kommentar