Formår ‘TomTom’ at navigere ud af musikalsk blindgyde?

Hvor kan ventetid dog forekomme umenneskeligt lang! Fem stride vintre er kommet og gået, siden The Shadow Theory (2018) på sløjeste manér fulgte op på Haven. Kamelots majestætiske milepæl fra 2015, der ikke blot står for undertegnede som bandets bedste udgivelse i nyere tid, men samtidig sendte dem helt til tops som en del af genrens absolutte elite. Derfor rejste nyheden om amerikanernes 13. udgivelse i sagens natur en række spørgsmål, jeg i mit stille sind håbede på at få besvaret. De fleste centrerer sig i sagens natur om det aktuelle niveau hos grundlægger og guitarist Thomas Youngblood samt gruppens største trækplaster, vokalist Tommy Karevik. The Awakening er i øvrigt fjerde udspil med den svenskfødte nattergal, der har stået i spidsen for Kamelot siden 2012.

Kontrastfyldt lydspektrum

Kompleksiteten i kompositionerne og kontrastmættede lydsider har siden de skelsættende udgivelser af The Black Halo (2005) og Ghost Opera: The Second Coming (2007) udgjort ’modus operandi’ for de progressive amerikanere. ’Well, if ain’t broken…’ synes således at være logikken på nærværende værks indledende skæringer. ”The Great Divide” åbner i al fald på samme pompøse note som sin pendant ”Phantom Divine (Shadow Empire)” gjorde det på seneste udspil. Vokalen virker tilsvarende affekteret, uden dog at synke ned på samme middelmådige niveau som den generiske førstesingle ”One More Flag in the Ground”, der beklageligvis allerede har bidt sig fast på tourens sætlister. Her kunne man som læser måske foranlediges til at tro, der venter en svada af en anden verden i det følgende – SPOILER ALERT – det gør der ikke!

48 timer før selve albummet ramte gaden, blev vi trakteret med tredje og sidste single, Eventide. Med sit massive symfoniske udtryk fremstår Kareviks fraseringer herpå langt mere naturlige, og vi får en bombastisk intro/outro, der virkelig understreger Kamelots flirten med kontrasten mellem lyset og mørket. Herfra hæves barren til noget nær overjordisk niveau, og under den mageløse efterfølger ”Opus of the Night (Ghost Requiem)” manifesterer Kareviks englerøst sig som en af melodisk metals uforbeholdent største stemmer. Med perfekt afstemt harmonisering mellem trommer, keyboard samt den Grammy-nominerede Tina Guos blændende cellostykker udfolder Kamelots uovertrufne sans for musicalorkestreringer (læs: auditiv visualisering af Lloyd Webbers beretning om operafantomet) sig på smukkeste vis.

Fra katakomberne under de parisiske gader skifter perspektivet til det keltiske højland, og vi får indtil flere dragende demonstrationer af den alsidighed, albummet rummer: ”Midsummer’s Eve”, et af skivens mere stille numre, hvor Youngbloods akustiske anslag i samspil med trommer, stryger og Kareviks følsomme strofer forsøger at sætte samme stemning som ”Song for Jolee” fra Silverthorn (2012), dog uden at lykkes helt med sit forehavende. De elektroniske lydflader på ”Nightsky”, der igen står i skærende kontrast til ”The Looking Glass”, hvor vi trakteres med et iørefaldende breakdown samt lyrisk univers, der ikke er hørt bedre siden ”End of Innocence” (Haven, 2015). Det hele kulminerer med grandiose, svulstige og på alle måder effektfulde ”New Babylon”: en symfoni med enorme armbevægelser, der i dén grad appellerer til vores indre Herbert von Karajan. Her får vi samtidig den blandede fornøjelse af Mellissa Bonny fra Ad Infinitum (red.: der i øvrigt er på trapperne med deres tredje udgivelse). Bonnys clean vocals eksekveres på fornemt niveau, mens det kniber med de gutturale growls. En disciplin, der blev afviklet noget mere elegant af Arch Enemys Alissa White-Gluz, både på ”Sacrimony (Angel of Afterlife)” fra Silverthorn (2012) og ikke mindst Kamelots notoriske sætafrunding ”Liar Liar (Wasteland Monarchy)” fra Haven. På bagkant af nummerets kosmiske kraftudladninger udgør den minimalistiske intensitet, vi finder på det sidste par skæringer, lidt af et antiklimaks. Vist er både ”Willow” og ”My Pantheon (Forevermore)” begge melodiøse og velproducerede. Alligevel sidder jeg tilbage med oplevelsen af et samlet værk, der snildt kunne have stået en tand skarpere i landskabet, hvis ikke Kamelot havde begået en arketypisk ’Kamelot’ – lidt for meget rugbrød og tilpas mængde lagkage.

Et strejf af guddommelighed

The Awakening er klassisk Kamelot på godt og ondt. På den ene side vidunderlige, episke og medrivende kompositioner. På den anden side generiske, kønsneutrale popkonstruktioner, der har hjemsøgt bandet, så langt tilbage jeg kan erindre. Heldigvis er førstnævnte i markant overvægt, og oplevelsen af et iørefaldende udstrakt lydspektrum står efterfølgende tydeligst. I henhold til de prospektive refleksioner om niveauet hos d’herrer Youngblood og Karevik, må jeg konstatere, at det især er sidstnævntes, der driver Kamelot tilbage mod fordums tinder. Jeg havde fornøjelsen af at anmelde Epicas fremragende The Alchemy Project sidste år, hvor jeg måtte tilstå min skuffelse over Kareviks gæsteindslag. Frygten for hvorvidt manden var ved at miste sin guddommelige røst, bliver til gengæld her manet eftertryggeligt i jorden, ikke mindst takket være hans fænomenale præstation på ”Opus of the Night (Ghost Requiem)”. Bevares, der bliver stadig begået den obligatoriske, lille håndfuld indifferente ’fillers’, men overordnet set er The Awakening et syvmileskridt mod Kamelots generobring af tronen.