Svedig heavy direkte fra Slagelse
Justify Rebellion, fire gutter fra Slagelse, debuterede i 2018 med albummet Unleashing the Beast. Siden debuten er det blevet til koncerter i bl.a. Amager Bio og Pumpehuset, og havde det ikke været for den forbandede Corona, skulle bandet have spillet en række koncerter i forbindelse med udgivelsen af deres andet album, The Ends Justify the Means. Ifølge bandets pladeselskab skulle der være blevet skruet godt op for alle parametre i forhold til debuten, og bandet skulle efter sigende være den absolut bedste udgave af sig selv. Om det så også forholder sig sådan, kigger jeg nærmere på i det følgende.
Mange rigtig gode takter
Er The Ends Justify the Means den absolut bedste udgave af Justify Rebellion skal være usagt, men der er ingen tvivl om, at det er en virkelig stærk udgave af bandet, vi møder på albummet. I forhold til debuten er der sket meget positivt, og produktionen som et hele er bedre end tidligere. Den fremstår skarp og præcis, og hvert enkelt instrument står tydeligt frem i det samlede lydbillede.
Sangene er bygget op omkring stærke og letgenkendelige guitarriffs. De to guitarister spiller rigtig godt sammen, og er man til guitarlir i overflod, er der rigeligt at komme efter på The Ends Justify the Means. De to guitarer bakkes op af bas og trommer, dog uden at det på nogen måde bliver ekstraordinært. Men det fungerer, og det er trods alt det vigtigste. Ydermere formår bandet at holde en god variation pladen igennem. Sange som ”Shameless” og ”The Summoning” orienterer sig mod den hårde rock og klassisk heavy metal, hvor sange som ”Prisoner of Time” og ”The Bringer of War” har klare referencer til den thrashede del af metallen.
Men træerne vokser ikke ind i himlen for Justify Rebellion. På nummeret ”Syretrip” bliver leveringen af teksten en smule koldset, og det er, som om der ganske enkelt er for mange ord og for lidt musik. Det er ærgerligt, da musikken på nummeret har en fed dynamik og et udtryk, der trækker i retning af punk. Som afslutning på pladen finder man sangen ”Throne of Greed”, der med sine mere end syv minutters spilletid er pladens længste. Det er lige i overkanten, og nummeret kommer til at virke som et resumé af resten af pladen. Det er overflødigt og kunne sagtens undværes.
Solid skive fra Sydsjælland
Justify Rebellion har med The Ends Justify the Means lavet en gedigen omgang hårdt rockende og iørefaldende heavy metal med thrashede undertoner, og de lykkes et langt stykke hen ad vejen med deres forehavende. Der er højdepunkter som eksempelvis ”Prisoner of Time”, ligesom der også er sange, der ikke helt holder i længden som ”Throne of Greed”. Forbedringerne i forhold til debuten er til at få øje på, og kan Justify Rebellion fortsætte denne udvikling fremover, så ser fremtiden lys og lovende ud for de fire gutter fra Slagelse.
