At skue hunden på hårene

Dømmer man Secret Rules tredje album siden 2014, The Key to the World, på cover og bandbillede alene, ser det ud, som om de har været ved brønden, hvor bands som Within Temptation, Delain og utallige kopier har hentet den populære musikalske formel: melodisk metal med pompøse omkvæd og en kvindelig forsanger. Dette er ikke per definition negativt, men opskriften kan for undertegnede let blive monoton og kedelig. Spørgsmålet er, om de med The Key to the World snubler ned i brønden af genrens genkendelighed eller formår at navigere uden om druknedøden.

Formulariske variationer

Albummet lægger ud med den obligatoriske stemningsskabende instrumentale intro, for derefter at køre over i et energisk midtemponummer: ”The Song of the Universe”. Dobbeltpedal, simpelt riff og en melodi båret af sangerinde Angela Di Vincenzo og de lettere symfoniske keyboards. Kort sagt er det stilrent og egentligt uden noget at pege fingre ad, for omkvædet er solidt og vil gøre sig godt i en liveopsætning med singalong fra publikum. Desværre er stilen dog hermed dikteret, og gentager sig på de fleste af pladens 12 numre. Enkelte skæringer afviger dog lidt fra ovenstående formel og fortjener at blive fremhævet: ”Twin Flames” er pladens højdepunkt og det tungeste nummer, med interessant instrumentering og flere mindre temposkift, mens ”Imaginary World” skiller sig ud ved at være pladens hurtigste nummer, og med en komposition der låner fra klassisk italiensk power metal a la Labyrinth og Secret Sphere. Det lettere progressive islæt i ”100 Poets (Calliope)” bidrager også til lidt positiv variation på et album, der ellers generelt set er for meget efter bogen. På den anden – og mere negative – side er et nummer som ”Are You Gone” tåkrummende med sin irriterende repetition af sangens titel i omkvædet, og samtidig finder jeg balladen ”No More” kvalmende, selvom det har pladens absolut bedste vokale præstation.

Produktionen er udført af den danske Tue Madsen, der er mest kendt fra sit arbejde med navne som Mnemic, Halford og The Haunted, da han bidrager med en skarp lyd, der kun gør albummet bedre, og jeg tilskriver også den kære hr. Madsen en stor del af æren for at fremhæve de instrumentale styrker bandet har. Her er trommeslageren højdepunktet, mens soloen på "A Reverie" er veludført, lækker, og noget guitarist Andy Menario kunne gøre mere ud af, når nu han tydeligvis evner det.

Velproduceret og efter bogen

Er man stor fan af genren, så går man ikke galt i byen med Secret Rules nye album, og man kan nemt lægge et kranie til karakteren, hvis det forholder sig sådan. Er man derimod, som undertegnede, lidt udbrændt på ovennævnte formel, så burde man overveje, om The Key to the World er noget, man skal investere i. Secret Rule gør flere ting rigtigt, men manglen på højdepunkter betyder, at jeg for sjældent føler mig godt underholdt i selskab med The Key to the World. Mens jeg ikke mener, at de er snublet ned i brønden nævnt foroven, har de – efter min mening – kigget lidt for længe ned i den, og mangler at give genren et større personligt præg for at imponere.