Nevermores guitarist og største musikalske drivkraft, Jeff Loomis, smider med "Zero Order Phase" sit første soloalbum på gaden. Albummet er fuldstændig instrumentalt og ja, et langt stykke af vejen minder musikken faktisk meget om Nevermore: Dvs. energiske, thrashede rytmestrukturer med hurtige riffs, vilde soli og syrede harmonier. Numrene er dog meget varierede og rummer også elementer af heavyrock med streg under "heavy" i samme tradition som så mange andre guitar-es-soloudgivelser (tænk Satriani, Gilbert etc.), mere komplekse, jazzede udladninger og en leg med temaer influeret af såvel klassisk musik som orientalsk. Loomis spiller selv de fleste instrumenter, på nær trommer, som Mark Arrington, der klaskede gryderne på halvdelen af Nevermores debutalbum, står for. Der er dog også plads til gæstemusikere her og der i form af Ron Jarzombek fra Watchtower, Pat O’Brien fra Cannibal Corpse, jazzmusiker Michael Manring samt producer Neil Kernon (der i øvrigt også drejede på knapper ved Nevermores tre første albums).
Åbneren "Shouting Fire at a Funeral" er umiddelbart det enkleste nummer på albummet. Rytmisk lige ud af landevejen med fede riffs, en typisk vers-omkvæd-struktur og en lidt Joe Satriani-agtig guitar-es-fornemmelse ind over Jeff Loomis’ ellers ret karakteristiske spil. Herefter slippes det progressive thrashdyr imidlertid grundigt løs i de hamrende heftige "Opulent Maelstrom" og "Jato Unit" – på én gang medrivende og kaotiske, men på en anden, mere bastant, tilgængelig måde end Nevermores "Enemies of Reality"-album. Herefter følger den behageligt balladeagtige "Azure Haze", hvor jeg imidlertid må indrømme, at jeg savner Warrel Danes vokal, trods Loomis’ pæne melodiske spil.
"Cashmere Shiv" er til gengæld en af mine favoritter med sin progressive, episke opbygning, orientalske temaer og en fed, Sean Malone-agtig båndløs solo af producer Neil Kernon. Det er sådan et nummer, der for alvor retfærdiggør et soloalbum fra Jeff Loomis, fordi det ligger et stykke fra, hvad man kunne forvente at høre på et Nevermore-album. "Race Against Disaster" er tilbage i den vilde stil fra de første numre på albummet, men en anelse mere symfonisk i sine ideer (med brug af keyboardakkorder). "Sacristy" starter som en typisk ballade-instrumental af den slags, Joe Satriani, Steve Vai og Paul Gilbert laver i søvne, men halvvejs kommer der mere smæk på og disharmoniske, tostemmige soloer. Nummeret ender dog tilbage i stilen, hvor det startede. "Devil Theory" er igen en omgang progressiv thrash, men med en markeret, Meshuggah-agtig rytmestruktur. "Miles of Machines" starter med en solo, der lyder som en vild passage i en romantisk klaversonate og fortsætter over i en lang række af lige så vilde, mere metalliske riffs og soloer – kun en enkel langsom pause under Loomis sig selv ca. to et halvt minut inde i nummeret, ellers går det over stok og sten, så man ikke helt forstår, hvordan fingrene kan holde til det.
Den afsluttende "Departure" starter med at lyde lidt som den stille intro til titelnummeret fra "This Godless Endeavour", men forbliver stille, med lidt syntetisk strygerpizzicato til at skabe en atmosfære af stille sats fra en symfoni.
Hvis man generelt har en lav tolerancetærskel, hvad angår instrumentale guitarskiver, så er "Zero Order Phase" nok ikke det rette sted at starte. Selv om der er masser af god musik på albummet, er det generelt soloerne, der er i centrum. Soloerne er selvfølgelig fremragende spillet og bekræfter, at Loomis hører hjemme i den internationale guitarelite (hvis man skulle have været i tvivl på forhånd), men de er også meget lange, massive nodebombardementer. Hvis ikke man er guitarnørd eller fascineret over virtuositet i almindelighed, så får man faktisk mest ud af Jeff Loomis’ soloalbum på en løbetur eller en anden aktivitet, hvor man har brug for at have noget energisk og mildt stressende i ørerne.
Men uanset hvad, er det her særdeles godt håndværk, og hvis både Jeff Loomis og Warrel Dane er i lige så god form på næste Nevermore-album, som de har været på deres respektive soloalbums i år, kan man kun glæde sig.
