Break a leg!
Historien om dr. Faustus og hans pagt med djævlen er nok én af de historier, der er blevet fortolket via metalmusikken flest gange. Den gotiske fortælling om den gode doktor, der narres til at opgive sine videnskabelige metoder og sit fromme liv, er da også ekstremt oplagt at lade sig påvirke af. Oftest er det dog goth-, black- og/eller doom-bands, der lader sig inspirere af denne protogyser, men nu har det californiske melo-prog-band Isle of the Cross (som antageligvis har opkaldt sig efter Melvilles fortabte roman af samme navn) valgt at kaste sig over værket. Knæk og bræk!
Når man ikke har noget pænt at sige …
Det er lidt over fire år siden, Isle of the Cross udgav sit debutværk, Excelsis – et værk, der gik ganske ubemærket hen, selvom jeg da faldt over en anmeldelse af værket med overskriften ”Boy Howdy Does This Isle of the Cross Album Blow Ass”. Måske derfor har bandet skiftet stil fra noget, der mestendels mindede om moderne melodød tilsat groove, ikke helt ulig italienske Genus Ordinis Dei, til hypermoderne melo-prog.
Det er jo ikke en dårlig ide at ryste posen samt tænke andre tanker, hvis man oplever, at det, man gjorde tidligere, ikke virkede; det burde flere bands strengt taget gøre. Ligeså bør man da også rose og anerkende bandets ambitioner og musikalske kapabiliteter, men jeg tillader mig dog at sætte spørgsmålstegn ved ideen om at fortolke en gotisk fortælling fra 1500-tallet via moderne og supersteril melo-prog tilsat diverse metalcoresegmenter og breakdowns. Og det er jo ikke, fordi det er et lovkrav, at man skal lyde som Cradle of Filth eller Carach Angren, før man må fortolke gysere, men måske en stil, der bedst kan beskrives som ”hvis Defecto og Delain gik sammen”, bare ikke er ret passende. Men albummets største problem er uden tvivl Faust selv – eller rettere: Daniel de Jüngh, der skal forestille at spille rollen som den fortabte doktor. Isoleret set er han ikke en dårlig sanger, men hans vokalstil matcher reelt set ikke resten af musikken, og hans fraseringer er intet mindre end skrækkelige – hvilket han gladeligt understreger igen og igen og igen. Det skal lige siges, at det ikke er, fordi de andre vokalister gør det meget bedre; de fylder dog ikke helt så meget som Jüngh, hvilket er det pæneste, man kan sige om den sag.
Har I overvejet at gøre som Faust?
Jeg valgte at kaste mig over dette værk, fordi jeg dels er kæmpe fan af Faust-fortællingen, primært Goethes variant, dels fordi jeg elsker et godt og gennemarbejdet konceptalbum, og dels fordi jeg håbede på noget gedigen prog-metal af den slags, hvor man bliver blæst bagover af ren og skær musikalsk ekvilibrisme. I stedet bliver jeg spist af med en komplet og aldeles ligegyldig omgang prog-core tilsat spoken-words og diverse digitale symfoniaspekter. Det er lige før, jeg hellere ville gennemgå Therions operaalbum igen – lige før! Det mest imponerende ved Faustus: The Musical er, at selvom albummet varer godt og vel en time, så er der ikke ét eneste sekund, der sidder fast. Der er ikke én sang, man kan huske; det hele er nemlig komplet og aldeles forglemmeligt. Måske Isle of the Cross selv skulle overveje at indgå en faustisk pagt, for selvom den slags har det med at koste én sin sjæl, så er det da en måde at opnå noget på.