At anmelde det ukendte

Selvom jeg som anmelder dagligt lytter til mere end otte timers musik, støder jeg ofte på bands, som jeg aldrig har hørt om før. Det er altid en risiko at anmelde noget helt ukendt. Man håber ivrigt på at opdage en ”skjult perle”, men desværre er realiteten oftest noget mere harsk. Når et band er relativt ukendt, er der for det meste en god grund til det. Her kommer Ira Tenax ind i billedet. Selvom de er tyskere, skulle man næsten tro, at de var mexicanere grundet den enorme siesta, som de har taget. Deres sidste album Portraits of the Fallen udkom for 10 år siden, og dengang var stilen melodisk dødsmetal med et strejf af heavy metal. Deres nye udgivelse Dark Awakening følger samme spor til punkt og prik. Bandet fejrer desuden 25-års jubilæum, selvom de kun har udgivet fire fuldlænge albummer. Vi har på heavymetal.dk ikke tidligere anmeldt Ira Tenax, men sådan en begivenhed må da absolut være en af de bedste anledninger. Ikke sandt?

Mere knoglemarv end kødluns

Jeg ville ønske, at jeg kunne give Dark Awakening en ordentlig håndfuld kranier som hyldest til deres jubilæum, men udgivelsen er beklageligvis en mager oplevelse. Albummet præsenterer en yderst ordinær form for melodisk dødsmetal, som vi har hørt et utal af gange før – og oftest meget bedre. Udgivelsen starter med den halvkomiske ”Prelude”, der fortæller historien om, hvordan et tudsegammelt objekt er blevet gravet op nær Wall Street. Man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet og blive en smule opstemt. Skal nazisterne så snart jagte Indiana Jones i vilde skyderier, tænker man? Desværre bliver denne lovende intro ikke fulgt ordentligt op, og de efterfølgende numre ”Beginning Of the End” og ”Council Of the Old” gør ikke meget væsen af sig. Det bliver først lidt bedre på femte skæring ”Fatal Romance”, hvor der eksperimenteres mere med vokalleveringen end tidligere. Martin Schulz benytter sig af både råb og lavmælt snak til at fremme budskabet fremfor growl, og resultatet er mere friskt og unikt. Den akustiske intro er desuden ret charmerende, og det er uden tvivl albummets mest velkomponerede skæring. På lukkeren ”Aftermath” skifter Ira Tenax stil og leverer instrumental prog metal – en højst overraskende og uforklarlig ændring. Selve nummeret er dog herligt atypisk og indeholder mange gode øjeblikke. Det passer bare ikke til resten af pladen, som nærmest bevidst afviser innovation. Inkludering af nummeret forvirrer mig derfor – hvorfor er det med?

Dark Awakenings største synder er dog produktionen. Selvom denne udgivelse er marginalt bedre end tidligere værker, er den stadig for skrattet til moderne, melodisk dødsmetal. Det lyder, som om albummet er optaget gennem en iPhone højtaler eller i en fugtig og lydisoleret garage fyldt med akustikpaneler. Numrenes repetition hjælper heller ikke meget, og med en spilletid på knap en time burde man have sorteret bedre i materialet og fjernet fyldnumre som ”Path of Revenge” og ”Endless Pain”, der halter gevaldigt.

Ach du lieber

Selvom en udgivelse med et cover af et skelet i rustning med lynsværd i hånden per se burde høste mange kranier, er det desværre ikke tilfældet med Dark Awakening. Pladen mangler innovation og formår ikke at skille sig ud fra andre udgivelser på markedet. Produktionen er det sidste søm i kisten, der sørger for, at dette skelet ikke vågner fra de døde lige foreløbigt. Jeg ønsker Ira Tenax et glædeligt jubilæum, men må desværre nøjes med at sende tre sølle kranier deres vej.