Stopper det aldrig?

Det er ingen hemmelighed, at vi i Danmark har så mange dødsmetalbands, at vi næsten kan stopfodre hele landets svinebesætning med dem. Illdisposed, Crocell, Dawn of Demise, Baest, Kampvogn og man kunne blive ved. Men med så mange bands om buddet, så kræver det også noget ekstraordinært af de pågældende bands for at vinde publikums lemlæstelseshungrende hjerter. Så når et nystartet band som Infirmities melder deres ankomst med ep'en Malpractice, så skal de slå fra sig fra fødslen.

Meget mere midttempo

Selvom bandet tæller tidligere medlemmer af Saturnus og Shadowspawn, så skal man hverken forvente thrashet dødsmetal eller melankolsk death/doom. Infirmities begår sig i rocket dødsmetal med tydelige tråde til både Bolt Thrower og Asphyx samtidig med, at fødderne er solidt plantet i et dundrende Illdisposed-inspireret midttempo.

Netop det rockede element på Malpractice fungerer eminent. Rytmesektionen regerer over samtlige numre med en hård jernnæve, men især på "Center of the Cross" og ”The Sulphuric Acid Killer” er samspillet så imponerende, at Jesper Saltoft på trommer og Anders Poulsen på bas burde gå ind i stabilgrusbranchen. Læg dertil at sidstnævnte nummers riff groover så hårdt, at det ville få Asbjørn Riis til at udbryde: "Ubehageligt", ja så skulle man tro, at Infirmities var klar til at vælte Illdisposed. For der skal absolut ikke herske nogen tvivl om, at Venn-diagrammet for fans af Infirmities og Illdisposed er alarmerende tæt på at være en cirkel.

Inden Infirmities for alvor begynder at tyvstjæle fans fra kongerne af jydedød, så skal bandet dog gøre op med ep’ens altoverskyggende problem. At der absolut intet sker. Over det kvarter ep’en varer, viger Infirmities aldrig så meget som en tøddel fra det solide midttempo John Deere-groove, som de lægger for dagen på åbneren ”Malpractice”. Ikke at der er noget galt i midttempo, det er fundamentet for Samaels legendariske Ceremony of Opposites. Men når det er samme riff og rytme, der gentages i tre/fire minutter i streg, så bliver det en musikalsk oplevelse mindre spændende end en tur på landevejen mellem Videbæk og Ringkøbing. På ”Infirmities” er den eneste udvikling en så søvndyssende nedgang i tempo, at det næsten lyder til, at bandet er i gang med fire minutters afvikling og ikke udvikling.

Fremtiden er lys

Når dette er sagt, så kan man ikke komme udenom, at Infirmities har et godt tag i grundelementerne til en solid gang midttempo death’n’roll. Rytme, riffs, groove og genkendelighed er alt sammen til stede. Det halter en del med at få spændingen op over niveauet for en gennemsnitlig Jane Austen-roman og for alvor holde lytterens interesse, når riffet gentages for tiende gang. Men nu det er fire erfarne herrer, der udgør Infirmities, så skulle det være mærkeligt, hvis næste udgivelse ikke skruer gevaldigt op for kvaliteterne.