InCrest - The Ladder The Climb The Fall

The Ladder The Climb The Fall

Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Godt bandsammenhold = God musik?

Increst blev dannet tilbage i 2003, i en tid hvor post-grunge og nu metal dominerede rockradioerne; Her tilfalder Increst nok mest under den førstnævnte genre. Fans af bandet har dog måtte vente længe, inden de endelig fik mulighed for at opleve dem på deres debut tilbage i 2014. Ligeledes har man som fan endnu måtte vente i fire år på opfølgeren. Men med så lang tid sammen som band, kører man så død i de samme idéer, eller kan den musikalske forståelse af hinanden være med til at danne et mere komplet lydbillede med bedre sammenspil?

Ungdommelig energi fra erfarne herrer

Det sidste virker i hvert fald langt hen ad vejen som tilfældet for de københavnske drenge. Nogen ville måske sætte spørgsmålstegn ved, at jeg kalder mænd i deres alder for drenge, men dette kan spores tilbage til den ungdommelige energi, som generelt er et af pladens bedste features. Dette høres allerede fra den første sang “No Second Chance”, hvori trommerne og guitarens spil nydeligt kører sammen i versene. I omkvædet bliver man mødt af et tonemæssigt nedadgående riff og en tekst, der allerede fra første gennemlytning er svær ikke at synge med på. Dette er faktisk et godt eksempel på præcis, hvad det er, der gør Increst til et spændende band at lytte til: nemlig deres evne til at lave sange der hurtigt fanger lytteren og har masser af hitpotentiale, men hvor det instrumentale ikke bare virker som backing track.

Riffene er som oftest simple, men dybt fængende. Dette ses eksempelvis tydeligt på en sang som “100 and ten”, som nærmest er båret af det samme riff hele vejen. Det er denne minimalisme, som taler til bandets fordel, da de ikke prøver at overkompensere for noget, der fungerer fint, som det gør i forvejen. Det er denne tilgang til musikken, der får en til at danne associationer til bands som Foo Fighters, Royal Blood og Nirvana - dette er selvfølgelig ment så positivt som muligt. Pladen halter dog en smule ved forsangerens vokal, der ikke altid har den samme flotte klang oppe i de høje toner, hvor den desværre lyder en anelse for skrøbelig og fremtvunget. Dette behøver som sådan ikke at være et problem, men bliver det dog alligevel, da stemmen mangler lidt af den ærlighed og nerve, som blandt andet Kurt Cobain kunne frembringe. Dette skal man dog ikke tage sig alt for meget af, og man kan som lytter også godt abstrahere fra det, selvomdet stadig vil være et mindre irritationsmoment.

Den gode ende af post-grungen
Post-grunge er en genre af blandet kvalitet og er i min optik ikke en sikker opskrift på succes. Heldigvis er der mere Foo Fighters end Nickelback over dette bette danske band, hvilket taler til deres fordel. Til tider måske en anelse for meget, da man i hvert fald ikke tvivler på, at de har været en inspirationskilde. Der er dog også andre inspirationer, der sniger sig ind, og Foo Fighters er som sagt heller ikke et decideret negativ. Sangerens vokal falder ikke altid i min smag, men det virker dog som et bevidst valg fra hans side at synge sådan. Jeg håber derfor på et mindre skift i hans stil inden næste plade, da jeg tror, at han besidder evnerne. Derudover er der vist heller ikke andet at sige end, at det trods alt er et ganske udmærket rockalbum, og jeg ser frem til opfølgeren!

Tracklist

  1. No Second Chance
  2. Nightcrawler
  3. Anemia
  4. Aces
  5. Halo
  6. RUN!
  7. Highway
  8. My Own Enemy
  9. 100 And Ten
  10. The Ladder
  11. Neversleep

Tilføj kommentar