“Kan du så forstå det, Marianne!”
Der findes et gammelt mundheld om, at den musik, man hørte i sine formative år, er den musik, der hænger ved. Underforstået, at musikalsk udvikling ikke er en reel mulighed, når først man er trådt ind i de voksnes rækker. Det, man hører som 56-årig, er det samme, som man hørte, da man var 18 – hvilket da også forklarer, hvorfor gennemsnitsalderen på dem, der deltager i “Vi elsker 90’erne”-festerne, efterhånden nærmer sig mimrekortsaldersgruppen. Men passer det? Er det virkelig rigtigt, at man ikke kan udvikle sin kunstneriske smag, efter man har opnået stemmeret? Svaret er hverken ja eller nej, men noget så irriterende som: “Du kan, hvad du vil, hvis du vil!”. Og få bands udfordrer dette svar som Imperial Triumphant!
Art deco-død
Jeg kan stadig huske, da en kollega introducerede mig for Imperial Triumphant. Det var, da bandet havde udgivet Alphaville tilbage i 2020. Han var bestemt ikke fan, og jeg kunne da heller ikke – på daværende tidspunkt – forstå, hvordan nogen kunne kalde den infernalske larm for musik. Men der var alligevel ét eller andet ved bandet, der havde fanget min interesse, og derfor kastede jeg mig da også over anmeldertjansen, da vi fik Spirit of Ecstasy tilsendt få år efter. Jeg fangede dog ikke helt musikken der, men min interesse var nu for alvor vakt – og nu, hvor Goldstar er landet, er jeg villig til at erklære, at jeg, langt om længe, har forstået Imperial Triumphant – eureka! Måske skyldes dette, at jeg har gjort en aktiv indsats, måske skyldes det, at bandet aldrig har stået så skarpt, som de gør nu, eller måske skyldes det en kombination af disse. Produktionen og mixet er ufatteligt godt; uanset hvad man så synes om musikken, så lyder det unægteligt helt fantastisk.
Er man bekendt med bandets materiale, vil man nok synes, Goldstar minder om Vile Luxury, som der er bred konsensus om, er deres bedste. Så ganske vist er musikken kaotisk, vanvittig og særdeles eklektisk, men den røde tråd er markant mere tydelig, end den var på eksempelvis Spirit of Ecstasy. Man kan nemlig, på alle numre, høre, at bandet oprindeligt var et forholdsvis skabelonskåret blackened death-band med en forkærlighed for især Immortal. “Eye of Mars”, for eksempel, er næsten rendyrket dødsmetal, dog tilsat en stor dosis Imperial Triumphant med alt, hvad det indebærer. Men bandets kærlighed til den klassiske musik fornægter sig bestemt heller ikke. Tag nu bare “Hotel Sphinx”, hvor introen tydeligvis er en fortolkning af Händels “Sarabande Suite No. 11”. Tematikken og lyrikken er fortsat en fortælling om menneskeheden og samfundets totale forfald med fokus på New York, der får lov at symbolisere byen på bakketoppen, bortset fra at den så er styrtet i gruset og direkte ned i afgrunden her – hvilket det groteske nummer “NEWYORKCITY” cementerer. Det nummer er dog, desværre, intet andet end fyldstof. Derudover burde “Goldstar” have været intronummeret, men det burde også være blevet bagt ind i et andet nummer. Heldigvis er den resterende plade helt og aldeles genial, og Imperial Triumphant formår virkeligt at understrege, hvorfor folk tit kalder deres lyd for “art deco-død”.
Ægte kaos og ægte kunst
Så egentlig er der ikke noget nyt at komme efter på Goldstar, men det ændrer ikke på, at dét her altså er Imperial Triumphant i absolut topform – de har aldrig lydt så godt, og aldrig har deres sangskrivning været så stærk. Det er kaotisk, jovist, men det er også ekstremt intelligent, vanvittigt kompetent og ganske enestående – præcis som ægte kunst bør være.
