Den lange vej til forståelse
Vi, Heavymetal.dk, og Imperial Triumphant har aldrig været de bedste venner. Vi har kun anmeldt to af deres udgivelser, og faktisk aldrig én eneste af deres koncerter – det sidste skyldes dog mere kalenderbøvl end modvilje. Personligt har jeg da også været mange år om at forstå Imperial Triumphant – og jeg skal da blankt erkende, at jeg føler, der er lang vej endnu, for de har aldrig været et orkester, der var nemt at begribe. Men som tiden er gået, er jeg kun blevet mere og mere fascineret af de tre newyorkere og deres art deco-avantgarde-metal. Da den originale version af Vile Luxury udkom i 2018, anmeldte vi den ikke. Men nu har bandet genindspillet og genudgivet albummet, så lad os da dykke ned i vanviddet!
De skrigende 20’ere
Vile Luxury er nok en af Imperial Triumphants vigtigste udgivelser, for det var her, hvor de virkeligt fandt ud af, hvem de var, og hvordan de skulle lyde. Bevares, de havde allerede foretaget skiftet fra helt standard black metal a la Norge til avantgarde tech-black-death på det forrige album, Abyssal Gods. Men det var på deres andet album, at de virkeligt understregede deres vision – dog led det under en ganske middelmådig produktion, hvilket bestemt går an, hvis man da spiller norsk black, men når man gerne vil fremstå både opulente og vulgære, ja, så skal minimalismen erstattes af maksimalisme og med ekstra flødeskum på toppen – be’ om! Redux-modellen her har masser af flødeskum og endda også rigeligt med kirsebær på toppen. Aldrig har Imperial Triumphant lydt så godt, og det er især netop de mange uortodokse orkesterelementer, der virkeligt får lov at træde frem og, ja, blæse igennem. Det er eksempelvis komplet umuligt ikke at elske trompetintroen til ”Swarming Opulence”, der stinker langt væk af kunstnere som Stan Kenton.
Ligeså er det vanvittige pianoridt i ”Cosmopolis” intet mindre end genialt – hvis nogen nogensinde spørger, hvad Imperial Triumphant egentlig går ud på, så er det præcis det stykke, man skal spille for dem. Men da det jo er en genindspilning, betyder det jo også, at de ting, der ikke rigtigt virkede på originalversionen, stadig er til stede. Det er eksempelvis ikke alle sange, der havde behøvet have den længde, de har, og visse numre er også lidt for ens i deres udtryk, men overordnet set er der nok en grund til, at mange mener, at Vile Luxury er bandets bedste udspil – dette var sandt i 2018, og det er muligvis endnu mere sandt i 2024.
Mere koklokke!
Sammenspillet mellem Ezrin, Grohowski og Blanco var på det ypperste her, og stilen – vanviddet til trods – var stadig så tilpas vinkelret, at man kunne spotte den røde tråd. Denne røde tråd blev sværere og sværere at få øje på, og især på Spirit of Ecstasy var den så godt som væk. Heldigvis tyder det på at dømme ud fra bandets nyeste single, ”Eye of Mars”, at d’herrer er ved at vende tilbage til den form, som der er at finde på netop Vile Luxury. Jeg tror bestemt ikke, at nogen ville have noget imod en direkte opfølger til det album, måske bare med lidt mere koklokke?
