Imperial Triumphant - Spirit of Ecstasy

Spirit of Ecstasy

· Udkom

Type:Album
Genrer:Avant-garde Metal, Atmospheric Post-Black Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 3/10 baseret på 1 stemme.

Dragende makværk

Sidst, vi stiftede bekendtskab med Imperial Triumphant, var det ikke just kønt. Min anmelderkollega måtte nærmest kaste håndklædet i ringen og konkludere, at der var tale om et værk, der var intet mindre end kejserens nye klæder. Jeg var på daværende tidspunkt enig og afskrev da også New Yorker-trioen som noget afsindigt skrammelværk, men alligevel, trods denne afskrivning, så rumsterede de maskerede avantgarde-metallere stadig rundt omme bagerst i min bevidsthed. Der var ét eller andet sært dragende over den vanvidskakofoni, som de mente, var musik – og da jeg så tidligere på året kunne læse, at de var på vej med et nyt album, indså jeg, at nu skulle jeg stå ansigt til ansigt med bandet for endelig at kunne konkludere, hvorvidt kejseren har tøj på eller ej! 

Fra Bergen til New York

Oprindeligt var Imperial Triumphant et helt standardiseret black metal-band, der var helt pjattede med Immortal, men i og med at man kan fodre svin med den slags bands, besluttede de tre amerikanere sig for at gå helt deres egen retning. I stedet for norske fjelde, endeløse granskove og alskens ånder og dæmoner valgte trioen at lade sig inspirere af New York, i en sådan grad at Imperial Triumphants musik skal forstås som en musikalsk legemliggørelse af byen – især med et fokus på det åndelige forfald, som byen er i. Men én ting er konceptet bag Imperial Triumphant, en anden er bandets svært særegne lydbillede: en vanvittig og kaotisk blanding af black metal, dødsmetal, free-jazz, barok, klassisk og den lyd, en blender siger, hvis du smider grus i. Resultatet af denne vanvids-smoothie er så ”avantgarde”.

Når man forsøger at jonglere med så mange bolde på én gang, er chancen for, at man taber en eller flere på gulvet stor. Trods sine rødder i ekstremmetallen, så er det faktisk, når det kommer til det mere ”konforme” metal (hvilket er et relativt begreb, når man snakker Imperial Triumphant), at bandet står svagest. Det virker mest, som om de mere banale dele med standardiserede rytmer er med for at tøjle de mere vanvittige elementer med henblik på at forhindre, at hele projektet går op i limningen. Men når bandet ellers slipper de førnævnte tøjler, og ellers går helt amok, så giver projektet mening på et helt andet plan – tag bare albummets tredje nummer ”Tower of Glory, City of Shame”, hvor bandet også leger med diverse lydeffekter fra 1950’ernes gyserfilm, og resultatet er decideret fremragende, og ubehageligt – præcis som Imperial Triumphant skal være. Man skal nemlig føle et vist ubehag, når man lytter til Imperial Triumphant; det er bestemt ikke ”feel good”-musik – så i den forstand, formår de at være betydeligt mere black metal, end mange, mange andre bands i den genre. ”Merkurius Gilded” er endnu en perle, især takket være den overraskende gæste-klarinetsolo som Kenny G. (ja ham fra ”My Heart Will Go On”) leverer halvvejs igennem vanvidsridtet. ”In the Pleasure of Their Company” er nok det mest unikke nummer på pladen, hvilket siger en hel del, i det at det er et instrumentalt nummer, som nærmest er helt behagelidt at lytte til, om end at det lige så godt kunne være det nummer, der bliver spillet i elevatoren der fører en lige ned til Beelzebub selv.

Det, der er så fascinerende ved Imperial Triumphant udover bandets æstetik, er, hvordan de så legende let formår at lave en så outreret omgang larm, og så alligevel får det til at blive til musik. Tit og ofte virker det mest, som om de tre medlemmer står og spiller hver deres sang, melodi og tempo, men trods dette, så formår de alligevel at skabe en vis orden ud af det totale kaos, hvilket cementerer, hvor absurd dygtige de tre musikere er. Dog sker det også, at de får malet sig selv op i et hjørne, og så ender vi med et nummer som ”Bezumnay”, som er en grim blanding af russisk klagesang, støj samt verdens mest underlige forsøg på at stemme et strengeinstrument.

Kejserens kedelige klæder

Spirit of Ecstacy har en mere tydelig rød tråd sammenlignet med Alphaville, som var noget mere løssluppent i sit udtryk. Det er faktisk en skam, for som tidligere nævnt, så er det i løssluppenhedens tegn, at trioen brillierer – selvom en ramme da er påskønnet. Den må bare godt være utrolig bred. Derudover er Imperial Triumphant så småt ved at være forudsigelige – hvilket vel er det sidste, et avantgardeprojekt ønsker at være. Bevares, de kan stadig overraske totalt med vanvittige indspark hist og her, men den musikalske grundform har ikke ændret sig ret meget, siden EP’en Goliath fra 2013. Men spørgsmålet var jo, om kejseren stod med numsen bar eller ej? Nej, han har skam tøj på, den gode majestæt, men helt så flot, spraglet og mageløst er det dog ikke. Det er faktisk en kende mondænt, desværre.

Tracklist

  1. Chump Change
  2. Metrovertigo
  3. Tower of Glory, City of Shame
  4. Merkurius Gilded
  5. Death on a Highway
  6. In the Pleasure of their Company
  7. Bezumnaya
  8. Maximalist Scream