En fvckfinger til alle

Når folk tænker Immortal, tænker de ofte på black metallens rockstjerne nummer 1: Abbath. Men siden Abbath smuttede i 2015, har Demonaz gjort alt, hvad han kunne for at understrege, at Immortal faktisk altid kun handlede om ham – og at han alle dage har været geniet bag projektet. Albummets titel, War Against All, virker derfor lige så meget til at være Demonaz, der giver alle, der nogensinde har betvivlet hans genialitet, fingeren. På sin vis forstår man ham jo godt, han har altid stået i Abbaths skygge, og efter en lang karriere er lysten til at cementere, at man altså også var mindst lige så vigtig, nem at sætte sig ind i. Spørgsmålet er så, om War Against All bliver Immorta-naz’ magnum opus eller endnu en ligegyldig udgivelse i det herrens år 2023?

Når kunstneren lyder som kopien

Hvis man ser bort fra, at det – ligesom på det forrige album – er Demonaz, der synger, så lyder Immortal præcis, som Immortal altid har gjort. Iskolde og knivskarpe riffs med masser af rock’n’roll i sig, 1980’er-guitarsoli og trommer, der buldrer derudad med 240 kilometer i timen. Kort forinden udgivelsesdatoen udtalte Demonaz selv, at War Against All er en tribut til bandets tidlige dage, især til bandets fire første udgivelser, hvor det var Demonaz selv, der stod for guitaren. Så hvis man sidder og føler, at albummet minder om Blizzard Beasts eller Battles in the North, er det ikke tilfældigt. Problemet er dog, at kombinationen af en riffstruktur, vi har hørt gang på gang i over 30 år, og en ikke-Abbath-vokal gør, at Immortal pludselig lyder som et Immortal-coverband. Men med det in mente, så er War Against All samlet set en ganske udmærket skive, og det lykkes bestemt for Demonaz at bevise, at han er en ganske habil guitarist og sangskriver – at hans evner som vokalist så ikke er noget, der er værd at skrive hjem om, er en anden sag. Sange som ”War Against All” eller den To Mega Therion-influerede “Wargod” er absolut godkendt, og albummets måske største overraskelse, det instrumentelle nummer ”Nordandihir”, er muligvis det bedste på hele albummet, da Demonaz virkelig spiller med musklerne her. Men samtidig har vi numre som ”No Sun” og ”Return to Cold”, som bedst kan beskrives som Immortal på autopilot og fyldstof. Slutteligt er der, naturligvis, også en sang dedikeret til Blashyrkh i form af sangen ”Blashyrkh My Throne”, det fiktive rige, som Demonaz og Abbath fandt på for mange år siden – det ville jo ikke være Immortal uden netop dette. At sangen så i sig selv ikke ligefrem er banebrydende, er så, hvad det er. Trods albummets forholdsvis korte længde er der alligevel momenter, hvor man som lytter keder sig og sidder med en fornemmelse af at høre et album, der er dobbelt så langt, som det egentligt er – hvilket aldrig er en god ting. Ligeså er Demonaz som tidligere nævnt en habil sangskriver, men variation er ikke just mandens mellemnavn, og det havde klædt War Against All, hvis der udover at blive kigget tilbage også var blevet kigget fremad.

KISS and make up

War Against All er summa summarum en udmærket Immortal-udgivelse, men det bliver aldrig den, som folk vil nævne som deres favoritskive. Uanset hvor meget Demonaz så end råber og skriger op om, at han er geniet bag, så mangler han simpelthen Abbath, og sådan er det bare. Hvilket i øvrigt også gælder den anden vej, for Abbaths nyeste udgivelse, Dread Reaver, var så ufatteligt middelmådig og ligegyldig en omgang, at vi ikke engang orkede at anmelde den her på Heavymetal.dk. Så 1-0 til Demonaz. Men faktum er nu engang, at så længe de to herrer insisterer på at være små, sure børn, så kommer ingen af dem til at udgive stor kunst.