Helloween - Helloween

Helloween

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Forventningens byrde

Det er svært at komme udenom Helloween, når man snakker Euro-power og episk metal. De pionerede genrerne og har gennem adskillige år og konstellationer høstet velfortjente roser for deres bidrag til metal som helhed. Mens udgivelserne med Andi Deris på vokal har sine kvaliteter, vil majoriteten af Helloween fans sandsynligvis pege på 80’erne med Keeper of the Seven Keys pt. 1 og pt. 2 samt Walls of Jericho som hovedværkerne. Kendere af bandet vil derfor også vide, at Helloweens musikalske storhedstid også i høj grad hviler på skuldrene af Kai Hansen og Michael Kiske. Førstnævnte forlod Helloween og dannede det næsten lige så legendariske Gamma Ray, mens Kiskes afgang nogle år senere også var et stort tab grundet hans særegne og stilsættende vokal. Helloween fortsatte dog med en vis succes; dette takket være guitarist Michael Weikaths, bassist Markus Grosskopfs og den dengang nye sanger Andi Deris’ indsats.

Med Hansens og Kiskes genforening med Helloween i 2016 til Pumpkins United turnéen, vaktes et håb om et album med samme konstellation af 3 sangere og 3 guitarister. Resultatet er her i 2021 det nærmest symbolsk titlede Helloween. Men der skal spilles med musklerne for at kunne bære byrden af de store forventninger, som unægtelig er forbundet med denne genfødsel.

Lavsæson for græskar

Helloween har selv på deres mindre populære albums haft en stærk tradition for solide åbningsnumre. Så når albummets åbner, ”Out for Glory”, skuffer qua sit generiske omkvæd og uinspirerede sangstruktur, er det et tidligt tegn på en ventende skuffelse. De mange sangskrivere på albummet giver håb, som gradvist gennem pladen formindskes, i takt med at man under pladens mange tidlige numre så småt kommer til den indsigt, at ingen har formået at trylle kaninen ud af hatten, så at sige.

Deris og Weikath brillerer med noget af deres mest intetsigende sangskrivning i bandets levetid, og kun Grosskopf overgår dem i påtagede forsøg på at være episk og melodisk på albummets 7. skæring, ”Indestructible”. Bevares, de fleste af sangene bærer præg af at være skrevet af et særdeles rutineret mandskab, som udmærket ved, hvordan man skruer en sang sammen, men det virker i denne omgang så tamt, at jeg må påpege, at Helloween kan – og burde – levere numre, der bærer mere præg af at være gennemarbejdede. En del af forklaringen findes måske i, at bandet tydeligvis har haft svært ved at finde syngetid til alle 3 sangere, hvorfor jeg formoder, at Kai Hansen har taget bagsædet på den front for at give mere plads til en tydeligt aldrende Kiske. Det hele bliver en kende forceret, og selv lead-guitarist Sasche Gerstners ellers hæderlige lead-guitar løfter ikke albummets første 9 skæringer op på et ønsket niveau.

Det er ikke tilfældigt, at jeg nævner albummets første 9 skæringer separat, for albummet tager et pludseligt, glædeligt og ikke mindst uventet hop i kvalitet i dets sidste 20 minutter, fordelt på de 3 sidste skæringer. Weikaths Down in the Dumps er en kraftfuld skæring med en naturligt storladen lyd, klassisk dobbeltpedal, dynamisk guitararbejde og episk vokalpræstation fra særligt Kiske. Håbet er genskabt i tide til Kai Hansens eneste bidrag i form af mellemstykket ”Orbit” og 12 minutter lange ”Skyfall”, som alene kunne retfærdiggøre albummets eksistens. ”Skyfall” vil glæde alle fans af bandets storhedstid. Og selvom sangen måske overskrider sin velkomst med et par minutter, er det en fornøjelig forløsning for, hvad Helloween anno 2021 i min verden burde lyde som – på alle sangene: Dynamisk, energisk og i sandhed episk.

I want out

Selvom Helloween redder æren på mållinjen, så er denne selvtitlede genfødsel stadigvæk en skuffelse. De mange første sange vinder ikke ved genlyt, og selvom man objektivt ikke kan sætte en finger på de musikalske evner eller produktionen, så er sangskrivningen det vigtigste, hvilket Helloween i sandhed lider under. Fans af bandet, uagtet hvilken æra man foretrækker, vil med ja-hatten kunne finde noget at holde af. Men for de af os, som sætter standarder, kan jeg kun til nød godkende indsatsen grundet de sidste knap 20 minutter.

Tracklist

  1. Out for the Glory
  2. Fear of the Fallen
  3. Best Time
  4. Mass Pollution
  5. Angels
  6. Rise Without Chains
  7. Indestructible
  8. Robot King
  9. Cyanide
  10. Down in the Dumps
  11. Orbit
  12. Skyfall

Tilføj kommentar