Når den svære toer lykkedes.

Det britiske band Hell har en sørgelig historie, og blev opløst før de nåede at indspille deres debutalbum i 1987. De blev også anset for at være forud for deres tid, hvilket også er kommet til udtryk da de blev gendannet i 2008. Debutalbummet Human Remains fik nemlig rigtig stor succes, og fik endda nogle "best of 2011"-priser. Human Remains scorede også topkarakter på heavymetal.dk. Jeg har også selv Human Remains, og synes albummet er fantastisk. Det gjorde mig ekstra spændt på den svære toer, Curse And Chapter. Man ved at det er lykkedes allerede fra de første fem sekunder af "The Age Of Nefarious".

Vi starter, ligesom på Human Remains, med en symfonisk intro der bedst kan beskrives som et lydbillede af selve albummet. Den glider over i albummets single, "The Age Of Nefarious". Der er masser af energi lige fra start, og alt lover godt. Der er mere variation i vokalen og i musikken. Jeg blev selv lidt bekymret da næste nummer, "Disposer Supreme" startede. Den har en rolig intro. Den er ikke dårlig, og den vokal der er indover her gør den mere skrækindjagende på en god måde. Med et brag og et vildt intro-riff er sangen godt i gang. Denne her er lidt tungere og langsommere end "The Age Of Nefarious" med lidt mere komplicerede riffs. Variationen og kraften i vokalen kommer virkelig til udtryk på dette nummer. Albummet er generelt fyldt med catchy, solidt og vanvittig velspillede sange. Den solidt stribe fortsætte til og med "Deathsquad", som er mere episk sat sammen, og har mere tydelige elementer udover guitar, trommer og vokal. På "Something Wicked This Way Comes" går det hurtigere igen. Den starter med en fed skrækindjagende intro, men ellers går det hurtigt for sig. Sangen er catchy, og let at gå til. Curse And Chapter er et fantastisk album, det kan jeg sige med det samme. Det lykkedes Hell at gentage genialiteten på Human Remains og alligevel tænke nyt. Specielt vokalen er mere varieret, og løfter albummet en hel del. Der er også mange små fine detaljer i form af lidt keyboard hist og her. Soloerne er i topklasse og trommerne gør et fantastisk arbejde. De gemmer det bedste til sidst i form af min personlige favorit på albummet, "Deliver Us From Evil". Det hele går op i en højere enhed på dette nummer. Trommerne fejer alt af banen, og i starten laver bassen en vanvittig solo. Det er det eneste nummer hvor den rigtig kan høres, og det virker fantastisk. De små detaljer går videre end keyboardet, og omhandler også vokalens toneleje og lidt kor. Guitaren overgår også sig selv, selvom man ikke skulle tro det var muligt. Efter nummeret sad jeg med lysten til at gro et skæg og gå i kamp, men sidste nummer beroligede mig igen. Det er det roligste nummer, men stadig catchy og Hell-agtigt.

Curse And Chapter er et must-have og min favorit til Årets Album.

The Age Of Nefarious er efter min mening et rigtig godt valg som single.