COPENHELL Metal Cruise 2018
Ship ohøj! Endnu engang har Copenhell allieret sig med den berømte/berygtede ”Danskerbåd” bedre kendt som Oslofærgen for at danne de perfekte og maritime rammer omkring skandinavisk metal. Så som den pompøse og postmoderne luksusviking jeg er, skulle jeg da naturligvis med på dette storslåede togt. I år bliver vi forkælet med Dead Lord, Artillery, Helhorse, Xenoblight, Bokassa og Trollfest – som alle er ingredienser i en perfekt cocktail! Men igen i år har Copenhell været gode til at skabe små sjove aktiviteter på programmet såsom metalquizzen med selveste Michael Denner samt et besøg i den legendariske pladebutik ”Helvete” (nu Næseblod), hvor black metallen blev født.
Fredag:
Stockholmske Dead Lord spiller ægte 70’er proto-metal, som vi kender det. Tænk Led Zeppelin, Deep Purple, Diamond Head, The Who og Thin Lizzy. Alt sammen meget charmerende, men også harmløst, og alle klicheerne blev brugt: powerslide, dobbelte guitarharmonier, riff-bytte, synkront instrumentløft mm. Dog opdagede publikum hurtigt, at Dead Lord havde et seriøst es i ærmet nemlig deres frontmand Hakim Krim. Den lille mand væltede rundt på scenen – som en anden Jack Black fanget i Frank Zappas krop tordnede han rundt med sit sorte puddelhår blafrende i vinden. Uden ham, ville der intet være at sige om Dead Lord. Deres succes skyldes udelukkende den voldsomme karisma-tornado, som han var.
Selv da bassen gik i komplet udu, var Hakim ikke til at hugge eller stikke i. For hvis bassen ikke virker, ja, så kan man da bare bryde ud i verdens længste guitar-intermezzo, imens man spankulerer rundt og bæller rødvin.
Det var tydeligt for enhver, at Hakim er født til at stå på en scene, for hvis ikke det havde været for ham, så havde Dead Lord været en tør omgang. Trods det faktum, at man nok ikke rigtigt kan kalde Dead Lord for ”metal”, så var det en ganske udmærket startkoncert. Svenskerne gav alle et smil på læben, og stemningen efter koncerten var ganske god. Jeg vil faktisk gå så vidt, at jeg vil anbefale folk at smutte ind og se Dead Lord, hvis de får muligheden, for Hakim bør opleves.
Danmarks legendariske thrash-band, Artillery, har siden ’82 høvlet derudaf, og trods udskiftninger, opbrud og at alderen har sat sine spor, så virker det ikke til, at Artillery har tænkt sig at stoppe. Det var dog en lidt sløj start, og det første kvarters tid virkede det til, at artilleriet skød med løst krudt.
Koncerten startede med to nye numre, hvilket er lidt af et sats, især hvis ens sanger ikke helt kan huske teksten. Det er aldrig helt godt, at frontmanden bruger det meste af tiden på at læse teksterne fra de papirer, der ligger på scenegulvet foran ham.
Lyden var heller ikke helt på deres side, så desværre var det svært at adskillige guitarerne, og vokalen fremstod mudret, hvilket er en skam for Michael har faktisk en udmærket vokal.
Det var som et bombardement, der konstant ramte ved siden af, og først ca. halvvejs igennem sættet ramte de plet, da de hev fat i numre som ”Terror Squad”, ”Live by the Scythe” og ”Legion”.
Der beviste Artillery, hvorfor de er legendariske indenfor landets grænser, og publikum reagerede prompte på, at bandet havde fundet det tunge skyts frem, og koncerten sluttede med et brag. Så der hersker ingen tvivl om, at Artillery sagtens kan thrashe med de bedste, men denne koncert går næppe ned i historien som en reel magtudøvelse, nok mere som en årlig testkanonade, der skulle sikre, at kanonerne ikke var gået helt i udu.
Hvis man ikke er bekendt med Helhorse, er man heller ikke bekendt med den meget loyale fanskare, de har. Fra det sekund, at de charmerende drenge væltede ind på scenen, var publikum klar til at se blod, og man forstod hurtigt hvorfor.
Hvor Artillery havde virket noget mekaniske, så stod Helhorse ikke stille på noget tidspunkt, faktisk gik der ikke længe, før forsanger Mikkel havde banket sig selv til blods med sin mikrofonholder, hvilket betød, at folk fik det blod, de kom efter.
Publikum blev forkælet med hele fire nye numre, hvor et af dem, ”Avalanche”, kan opleves i Sort Søndag d. 4/11. Men på trods af, at en stor del af sættet var spritnyt, så tog publikum imod dem, som var det gamle venner.
Selv hvis man ikke er kæmpe fan af Helhorses musik, så må man erkende, at de formår at skabe en fest på en scene. Deres koncert var ekstremt imponerende, og den ildhu og charme, de havde med sig, var ekstremt smittende. Selv da Mikkel proklamerede, at tiden var inde til en ”wall of death” i den trange Sky Club, ja så fik han sgu sin vilje!
At Helhorse er darlings i Danmark og hos Copenhell er fuldt ud forståeligt, for med deres charme, selvtillid og ørkenrock a la Baroness, Kyuss og Corrosion Of Conformity, ja så er de ikke til at stoppe, hvilket de også beviste her ombord på Oslobåden – meget, meget imponerende!
Lørdag:
Hvis man aldrig har oplevet Xenoblight, så er det svært at forklare, hvor meget ros og anerkendelse de fortjener. En ting er deres tekniske blackened death-stil, som de mestrer, men en anden ting er altså frontkvinden Marika! Som Silkeborgs svar på Angela Gossow sprang hun rundt på scenen, alt imens at der blev råbt, skreget, growlet og hylet, som var det den endegyldige indkaldelse til heksesabbatten.
Jeg har set mange gode frontmænd/kvinder gennem tiden med alt fra henholdsvis 1-30 års sceneerfaring, og spinkle Marika beviste, at hun, uden problemer, kan konkurrere med de bedste af de bedste. At der kan være så meget krudt og karisma i så spinkel en ramme, er stadig helt utroligt.
Publikum anede ikke, hvad der ramte dem, før det næsten var for sent – desværre. De første par numre resulterede ikke i den store reaktion fra publikum, men som tiden gik, og der kom flere og flere til, begyndte magien for alvor at virke. Da koncerten var ved at gå på hæld, stod det klart, at Xenoblight havde hele Oslobåden i deres hule hånd. Det blev for alvor cementeret, da Marika fortalte, at de nu kun havde et nummer tilbage. En bemærkning der blev mødt af et højlydt og skuffet ”NEJ!” fra publikummet.
Én ting er sikkert, det her bliver ikke sidste gang, at jeg skal se/opleve Xenoblight.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente af norske Bokassa (antageligt opkaldt efter den tidligere konge af Den Centralafrikanske Republik, Jean-Bédel Bokassa). Jeg var kun bevæbnet med en række alternativ viden omkring gruppen, nemlig at deres sangtitler inkluderer perler som ”Five Finger Fuckhead” og ”Walker Texas Danger”, og at de simpelthen er Lars Ulrichs yndlingsband. Musikken kan nok bedst beskrives som ”bøve-rock” eller måske Motörhead 2.0. Selv beskrev de sig som ”kongerne af stoner-punk”, men uanset hvad, så beviste den norske trio, at de uden problemer kan få alle og enhver til at headbange synkront blot ved at spille en enkelt powerchord.
De tre drenge besad alle de elementer, der er med til at gøre rock ’n’ roll fedt: charme, selvtillid, humor og spandevis af ironisk distance til musikken og sig selv. Som da de spillede det førnævnte nummer, ”Walker Texas Danger”, blev det leveret med sætningen, ”Ja, titlen er bedre end sangen!”. De formåede virkelig at skabe en fest, trods det at musikken i sig selv ikke var den store åbenbaring, men derimod bare ægte og beskidt rock. Hvordan de så klarer sig på en stor scene i Parken til sommer, det må tiden vise, men jeg vil klart anbefale, at hvis man har købt billet til Metallica i Parken, så sørg nu for at få set Bokassa, også selvom du ikke aner, hvem de er!
Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad jeg har oplevet, eller hvordan man med ord kan beskrive Trollfest og det kaos, de bragte med sig. Kort efter at Bokassa var trådt af scenen, var det som om, at Cirkus Benneweis gjorde sin ankomst. Den lille scene på Sky Club blev prompte forvandlet fra scenegulv til cirkusarena, og ind kom der en hær af norske vildmænd klædt ud som syretrippende antropologer fra det 19. århundrede. Det show, de præsenterede, kan bedst beskrives som ”Onkel Rejes Store Metalshow”. Det var vanvittigt, grænseoverskridende, hysterisk, kaotisk og decideret bizart. Mine ord kan slet ikke beskrive, hvor vanvittigt et show det var, men jeg skal da gøre mit ypperste!
Selve musikken er ikke værd at skrive hjem om, men den bliver leveret med alverdens vanvittige instrumenter og mystiske trylletricks. Det hele er et stort musikalsk røgslør, og hvis man fjernede samtlige visuelle virkemidler, ville det nok falde fra hinanden som et korthus i en orkan. Men nu var det jo – netop – en live koncert, ergo havde bandet mulighed for at bruge samtlige tricks fra den store bog over sindslidelser, fx hvad med en congalinje rundt på hele det øverste dæk? Eller hvad med så mange sjove hatte og balloner, at man risikerer at blive sagsøgt af Dansk Klovneunion? Hvad med det faktum, at deres egen tamburinspiller var ved at blive smidt ud pga. vanvittig opførsel og tilfældig tackling af publikummer? Til tider var det svært at se, om bandet egentlig selv anede, hvad de lavede, og det tror jeg de nød big time. ”We are working for chaos!” råbte forsangeren da også et par gange, alt imens at han opfordrede til mere spas. Hvis man skal anmelde selve det musiske aspekt af koncerten, så er vi nok ikke på meget mere end en 5’er, men hvis man kigger på den fest, som bandet skaber, så er det en klart 10’er! Derfor må resultatet være en 7’er, og jeg er stadig ikke helt kommet mig over det bizarre show – var det galt eller genialt? Jeg er fortsat usikker.
Billedegalleri
