Helevorn - Aamamata

Aamamata

· Udkom

Type:Album
Genre:Doom metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hvad for en doom?

Det er frem for alt spændende at tage hul på et for mig selv helt ubeskrevet blad, i særdeleshed når de traditionelle metalgenrer, undtagen thrash, har opnået en sådan grad af mangfoldighed, at indholdet umuligt kan forudses. Doom-albummet Aamamata interesserer mig dels fordi, at bagmændene Helevorn kommer fra Spaniens baleariske øer, og dels fordi at jeg her halvanden måned inde i 2019 fortsat hungrer efter tunge riffs og okkulte vokaler. Havde jeg på forhånd vidst, at Helevorn spillede den mere melankolske, gotiske form for doom, havde jeg måske navigeret udenom i min søgen efter riffs, men min uvidenhed blev mit store held. For det vil være en fejl at overse dette Helevorns tyveårsjubilæum, også selvom man først lærer dem at kende nu.

Vuelta mediterránea

Først og fremmest er Aamamata en fortælling om at stikke til søs på Middelhavet med udgangspunkt i Helevorns hjemstavn Palma, Mallorca. Guitaristerne Morales og Vizcaino letter anker, mens Sierra blæser synth i sejlene, og ”A Sail to Sanity” lægger fra land med forventningsfuld spænding tilsat et skvulp af melankoli. Brunet skiftevis growler, taler og synger med sin klare og kontrollerede basstemme, med lejlighedsvise andenstemmer tilsat, når omkvædene skal udvides. Vinden lægger sig indledningsvist på ”Goodbye, Hope”, hvilket giver anledning til at skue ud til horisonten, førend et smukt, fængende omkvæd afløses af et knusende riff. På Helevorns rejse bliver der både tid til stille introspektiv refleksion i stavnen, når sejlene hænger slapt, og stålsat vilje på broen, når bølgerne slår mod skroget og skyller over rælingen. På ”Aurora” lægger søfarerne til på arabiske kyster, og den flotte indledning giver rig lejlighed til at indånde varmen inden hjemvéen melder sin ankomst. Hvad der slår mig ved Brunets vokal er, at selv hans growls er følelsesfulde, hvilket er essentielt for albummets succes.

Flere sange kandiderer til albummets højdepunkt, men jeg fremhæver ”Nostrum Mare”, som når hele Middelhavet rundt med talte digte på alle middelhavslandenes sprog, inkl. Helevorns mallorquí. Overgangen fra midterstykkets kvindelige, catalanske vokal over harmoniseret guitarmelodi til det endelige, trommedrevne omkvæd vidner om kompositionel klasse. Besynderligt nok virker sangenes elementer forholdsvist simple ved nærmere inspektion, hvorfor Aamamata kort og godt er en triumf for lidenskabelig komposition og ditto udførsel.

Produktion og miks er håndteret af den for mig ukendte Miguel Angel Riutort, med master af den straks mindre ukendte Jens Bogren (Opeth, Katatonia, Paradise Lost, Amorphis etc etc etc). Tilsammen har de skabt et velbalanceret produkt, som – på trods af ikke at være videre dynamisk – lyder rigtig, rigtig godt. Albummet ville ikke have været det samme med en ”mindre” guitarlyd, og Sierras keyboard samt Moreys bas lægger sig henholdsvis øverst og underst i lydbilledet, hverken at overtage eller forlade det. Ikke engang Xavi Gils trommer lider druknedøden. Fornemt arbejde.

Alle sejl til

Aamamata er ikke et album, man har kørende i baggrunden, mens man fordriver tiden med videospil. Det er heller ikke et album til motorvejen, fitnesscentret eller soveværelset; man gør både sig selv og kunstnerne bag en bjørnetjeneste ved at reducere det til baggrundsmusik. Skiven behøver og fortjener opmærksomhed så humørerne, lydskaberne og kompositionerne kan åbne sig og berige lytteren. Aamamata er et nær-symfonisk mesterværk af velskrevet dødsdoom, som får mig til rent at glemme min appetit for riffs – og snart sagt alt andet, for at være ærlig.

Tracklist

  1. A Sail To Sanity
  2. Goodbye, Hope
  3. Blackened Waves
  4. Aurora
  5. Forgotten Fields
  6. Nostrum Mare (Et deixo un pont de mar blava)
  7. Once Upon A War
  8. The Path To Puya
  9. La Sibil-la

Tilføj kommentar