Leverer på plade. Live not so much
Skruer vi tiden tilbage til 2022, er der for mit vedkommende ingen tvivl om, hvad årets bedste album var. Det var Hangman’s Chairs eminente A Loner. På den plade fandt den franske kvartet frem til det perfekte miks af doom metal, stoner og shoegaze, og med numre som ”Cold & Distant”, ”Who Wants to Die Old” og det kriminelt undervurderede ”Storm Resounds”, ja, så tog det ikke længe at overbevise mig. Siden da har jeg set bandet live to gange – da de spillede henholdsvis i Vega og på Spillestedet Stengade – og begge gange gik jeg hjem fra koncerten med en temmelig flad fornemmelse. Det var derfor med en vis portion ængstelighed, at jeg satte kvartettens nyeste plade, Saddiction, på – for var det virkelig bare en engangsforestilling, eller kan franskmændene gøre det igen?
En nedgradering, men stadig på et fornuftigt niveau
Det korte svar er både-og. Det længere svar er, at Hangman’s Chair med Saddiction har begået en helt okay, udmærket, fin plade, der nok skal holde gryden i kog og hive nogle nye fans ombord – men som altså ligger et pænt stykke under niveauet fra sin forgænger. Den særlige atmosfære, den nerve og den intensitet, der prægede A Loner, er simpelthen ikke på samme måde til stede her på Saddiction, og det er ærgerligt. For det er en af bandets helt store styrker. En anden styrke, som har en mindre fremtrædende rolle her på den nye plade, er forsanger Cédric Toufouti. Hans vokal er stadig fantastisk flot og karakteristisk, men der er færre numre, hvor den virkelig får lov at shine. Desværre, må man sige – der mangler et nummer som førnævnte ”Storm Resounds”, hvor Toufouti virkelig kan få de små hår til at rejse sig.
Nuvel, når den indledende skuffelse har lagt sig en smule, er der, trods alt, også meget godt at sige om Saddiction. ”In Disguise” viser, at bandet stadig har tæft for det cinematiske og shoegazeinspirerede, ”Kowloon Lights” er både stemningsfuldt og kraftfuldt, og ”Healed?” runder pladen flot af med masser af tyngde og et forholdsvis langsomt tempo – det tempo, som bandet gør sig allerbedst i. Det går også godt på ”44 YOD”, der er både flot og stort i lyden, og hvor Toufoutis vokal rammer nogle af de nerver, han var så god til på A Loner.
Det mest interessante nummer er imidlertid ”2 AM Thoughts”, hvor Raven van Dorst fra DOOL er med som gæstesanger. Sangen oser af melankoli, på den fede måde, de atmosfæriske guitartoner leveret af Mehdi Birouk Thépegnier fylder tilpas meget, og nå ja, så synger både Toufouti og van Dorst jo bare blændende godt. Nummeret stryger ikke ind på en førsteplads på listen over de bedste numre, Hangman’s Chair – eller for den sags skyld DOOL – har lavet, men det er absolut godkendt og fornuftigt.
Bandet har selv sat barren (for) højt
Saddiction rammer ikke helt niveauet fra sin forgænger A Loner og er måske også lige en tand under, hvad der kom før den, nemlig Banlieue triste fra 2018. Der mangler simpelthen lidt saft og kraft, lidt mere atmosfære og nerve. Ikke desto mindre er det en helt udmærket plade med flere højdepunkter, og er du til drømmende, shoegazet doom metal, er den absolut en anbefaling værd. Forvent bare ikke at blive blæst bagover.
