Black metal ist Entwicklung!
Black metal har trods sine konservative og introverte rødder været en genre, der konstant har udviklet sig, lige siden Venom skabte betegnelsen tilbage i 1982. En af de nyere varianter er den atmosfæriske, men alligevel rock ’n’ roll-influerede afart, som nok for alvor blev folkeeje, da polske Mgla entrerede scenen i start 00’erne. Ikke nok med at Mglas lyd blev samlet op af bands verden over, men selv deres look – hættetrøjer, læderjakker og en form for ansigtsmaskering – blev kopieret. Tyske Groza er det nyeste skud på stammen af ”Mgla-kloner”, men er det blot, hvad Groza er, eller har disse unge bayere noget nyt at byde på?
Kunsten at begrænse sig
Enhver kan se og høre, at Groza ER inspireret af Mgla. Det er tydeligt i deres sangskrivning, lyrik, tematik og musikalske struktur. At de så også har valgt navnet ”Groza”, som også er titlen på Mglas debutalbum, kan da godt være et tilfælde, men hvis et band, der mindede utroligt meget om Darkthrone, kaldte sig selv for ”Transilvanian Hunger”, så tror jeg nu også, de fleste ville tænke, at det næppe var et tilfælde. Når det så er sagt, så lad os lige parkere Mgla helt ovre til højre (et sted, hvor de vist også har det fint med at være), og i stedet fokusere på The Redemptive End. Albummet er Grozas reelle debut, og selvom der ikke er tale om det mest originale værk nogensinde, så gør man det uret ved blot at kassere det som plagiatarbejde. Sammenlignet Sammenlignet med bandets forrige udgivelse fra 2018, EP’en Unified in Void (som i øvrigt har hele tre 0 %-anmeldelser på Metal-Archives) står det klart, at Groza har finpudset sin stil og prøvet at flette sin egen identitet ind i mixet. Hvor de oprindeligt lagde sig op ad den atmosfæriske og depressive black metal, er bandet begyndt at eksperimentere med dødsmetallen og det melodiske, og især guitarriffet er nu i fokus. ”Nil” har for eksempel et midterstykke, der minder mere om tidlig amerikansk dødsmetal, end hvad vi normalt forventer af denne type black metal. ”Elegance of Irony” har et stærkt fokus på leadguitaren og et omkvæd, der er skabt til at blive skrålet af et euforisk publikum – faktisk lyder lige det nummer som et, der kunne være skrevet af UADA (som også startede deres karriere med at blive beskyldt for at kopiere Mgla).
Det største problem, The Redemptive End har, er dog, at bandet er røget i fælden ”more is more”. Bare fordi man kan skrive numre, der varer mellem syv og ti minutter, så betyder det jo ikke, man skal. Der er en hårfin grænse mellem meditativ og kedelig. Og den grænse ved Groza ikke helt, hvor går endnu, for hvor de lige præcis klarer sig igennem et nummer som ”Elegance of Irony”, så bliver ”Homewards” simpelthen alt, alt for langt i spyttet, og man kunne snildt have barberet to-tre minutter af det nummer.
Se far, uden hænder!
At afskrive Groza som et kopiband er derfor ikke retfærdigt overfor bandet. De beviser netop, at de er begyndt at finde deres egen lyd samt egne ben at stå på. Bevares, de har stadig støttehjul og albuebeskyttere på, men far går ikke længere bag ved cyklen og holder fast i den påmonterede styrepind. Og mon ikke når Groza udgiver deres næste album, de så stolt og tydeligt vil kunne proklamere ”Se far, se far! Uden hænder!”.