Unuanceret kritik

Det er efterhånden lidt over tre år siden, Groza udgav den middelmådige The Redemptive End. Dengang blev de mødt med lunkne anmeldelser og anklager om at være endnu et Mgła-kopiband – hvilket jeg personligt mente, var en lidt for hård og unuanceret dom. Generelt virker det til, at Groza er et band, der har fået alt for megen kritik smidt i nakken gennem sin korte levetid, men hvad der ikke slår en ihjel, gør jo blot en stærkere, så Groza kører ufortrødent videre. Jeg afsluttede min anmeldelse af bandets forrige udgivelse med ordene: ”Og mon ikke når Groza udgiver deres næste album, de så stolt og tydeligt vil kunne proklamere: ’Se far, se far! Uden hænder!’”. Nu er det næste album så udgivet, så lad os se, om de hætteklædte musikere kan klare sig uden støttehjul, eller om de styrter på asfalten med hovedet først.

Lommefilosofi og melankoli

Imellem The Redemptive End og Nadir er der så sket det tragiske, at bandets bassist, Mike ”M.S”, døde af cancer. Derfor er Nadir dedikeret til ham.

Albummets titel er i øvrigt en reference til det arabiske antonym til zenit, altså det punkt, som befinder sig direkte under os, som derfor er det punkt, der er over jordens modsatte halvkugle – ja, det er jo en titel, der er noget mere filosofisk end The Redemptive End. Så kan man jo undre sig over, om denne filosofiske tilgang afspejles i musikken – hvortil svaret er ”ja og nej”. Lyrikken er måske nok lidt mere eftertænksom end tidligere, men selve lyden er, som den altid har været hos Groza, altså atmosfærisk black ’n’ roll tilsat den melankolske lyd, som alle AOP Records-bands p.t. har. Og jo, der er bestemt stadig aspekter af bandets lyd, der minder en hel del om Mgła, men jeg synes jo ligeså, der er en hel del elementer, der virker til at være hentet fra Gaerea.

Med andre ord så er Groza stadigvæk ikke et lysende fyrtårn af originalitet, men de har dog formået at lave en plade, der trods alt er markant bedre end før. De ved efterhånden, hvad de kan, og hvem de er, og man kan høre, at de er blevet betydeligt bedre til at skrive sange samt bruge de få værktøjer, de nu engang har i værktøjskassen. Så selvom det på ingen måde er den mest interessante udgivelse i 2024, er det nu stadig et niveau over, hvad de tidligere har præsteret. Der er da også nogle ganske udmærkede numre som ”Dysthymian Dreams”, der med sine jazzede mellemstykker skaber en ganske harmonisk sindsstemning og samtidig et fint modstykke til de langt mere eksplosive og blackede passager. ”Equal. Silent. Cold” er nok det tætteste, Groza kommer på at skrive et hit, for det er bestemt en god sang, så de er da tættere på, end de nogensinde har været før.

Husk at køre med hjelm

Der er ingen tvivl om, at Nadir er Grozas bedste udgivelse til dato. De har finpudset både lyd og teknik, og overordnet set så er det en vellydende plade. At sangskrivningen samt den musikalske identitet så stadig kunne være bedre og stå markant skarpere, er en anden side af sagen. Men hvorom alting er, så kan bandet faktisk, efterhånden, godt køre uden støttehjul, men en tandbeskytter og cykelhjelm er nok stadig en god ide.