Graveworm har nu været fremme på metal scenen siden midten af halvfemserne, og har efter sigende en rimelig fan gruppe i Tyskland og Sydeuropa. At den nyeste skive vil ændre meget på det, tvivler jeg meget på. Det hele kan beskrives som en slags fattigmands Cradle Of Filth, med deres (ikke Cradle's) fifty-fifty blanding af Black og Gothic Metal. Men dog er Graveworm mere behersket hvad angår tempo, som hovedsageligt kører i mid tempo. En cool ting på pladen er deres cover af REM’s "Loosing My Religion", som her udføres i en kulsort stil, dobbelt stortrommer og hvæsende stemme inklusive. En ufed ting er at ud af de ni numre er to af dem ren fyld, da den ene er en af de frygtelige Casio orkester outros og den anden fem minutters trut i en sækkepibe. Det er som om bandet er udgået for ideer hvis man ser på hvor meget musik man egentlig får for ens surt tjente penge. Havde bandet inkluderet to mere "rigtige" sange kunne man have tilgivet dem denne kikser, men når man kun får seks sange for en hel plades penge er det sgu lidt ringe.