Gysere for børn
”Alt metal” er svært at definere uden at bringe eksempler fra bestemte kunstnere, og dybest set er udtrykket forældet med den alternative rocks indtog som genre i populærkulturen. Ikke desto mindre skaber betegnelsen ”alternativ” forventninger om nedstemte, rockede riffs, intelligent sangskrivning og en atmosfære, der søger længere end nattelivets fristelser. Amerikanske The Ghost Next Door er ifølge eget udsagn dannet ud fra et ønske om at parre 80’er/90’er-alternativ rock med den aggression, der kendetegner hjemstavnen San Franciscos Bay Area. Indflydelser fra punk, jazz og progressiv metal nævnes side om side med rock og thrash, hvilket, nu jeg tænker over det, kan betyde hvad som helst, så lad os sætte A Feast For the Sixth Sense på og høre engang.
Barrock med ironisk distance
Tung doomrock-riffing gøres selskab af røgpustende guitarmelodier på åbningsnummeret ”Deadworld”, inden verset lader lytteren vide, at der er noget større i vente. Dette løfte indfris sporenstregs i omkvædet, hvor forsanger Gary Wendt viser sine styrker og brøler en sjælden hørt energi ud over de nedstemte strenge. Det viser sig sidenhen, at vokalen leverer albummets største øjeblikke, men indtil videre har gruppen som helhed gjort et fint førstehåndsindtryk, hverken mere eller mindre. Andenhåndsindtrykket er endnu bedre, idet opfølgeren ”Fodder for the Meat Grinder” lyder som tidlig Tool qua sit guitar- og trommearbejde, mens vokalerne igen leverer kraft først og hooks dernæst.
Albummets midtersektion, udgjort af ”American Nightmare” og ”Behind the Mask”, viser, at gruppens største styrke ikke ligger i hverken forsigtig opbygning eller komplekse arrangementer, men derimod i stenhårde rock-riffs og arrig brølen. Førnævnte benytter et simpelt break til at rette fokus på vokalen, hvorefter guitarerne brager døren ind til omkvædet, mens sidstnævnte efter en lidt uvedkommende indledning ligeledes ankommer til et mastodontisk omkvæd.
Andetsteds på albummet, f.eks. første halvdel af ”I Am Become Death” og ”The Sacrifice Person”, får strengene til opgave dels at bære sangene og dels at bære ”alternativ”-metaludtrykket, hvilket lykkes knap så godt. Guitarspillet lyder rigtig nok alternativt, men lader til at bruges fortrinsvist for at distancere sig fra det konspiratoriske lyriske univers frem for at være direkte mindeværdigt. Så selvom sangene ingenlunde falder igennem, stiger kvaliteten så markant med vokalens indtog, at jeg som regel venter med længsel på de rockede passager. ”Doubt” indledes med et riff, der svagt minder om Tools ”Pushit”, førend den tilsætter et intetsigende guitartema i forskellige variationer og reelt leverer vokalen sangens eneste hook. Til sammenligning har Tool så solidt greb om deres sangskrivning, at de uden videre kan holde fast i det samme riff i knap fire minutter, uden at lytteren aner uråd (lyt til ”Pushit” igen), og så er det simpelthen bedre. Albummets og gruppens akilleshæl er kort og godt, at musikken rammer forbi stort set hver gang, gruppen forsøger sig med et hvilket som helst alternativ til hård rock.
Intet alternativ til rock
A Feast for the Sixth Sense forekommer mig delt i to, en del “alternative” og en del ”rock/metal”, men kun én af delene vinder mit hjerte. The Ghost Next Door rocker hårdt og oprigtigt med en smittende energi og glimrende sans for virkemidler. Til gengæld har jeg ikke fundet fidus ved den alternative del, som sjældent skaber mere end en ironisk distance til musikken. Dette passer de foragtende tekster bedre end sangene, og som regel glæder jeg mig til de mere rendyrkede rockpassager.
