Night of the black attack 4.0
Ghost Brigade - IV - One with the Storm

IV - One with the Storm

· Udkom

Type:Album
Genrer:Doom metal, Melodisk Death Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Introduktion

Ghost Brigade har udsendt deres fjerde langspiller her i efteråret – lige tids nok til at pladen kan glide ind i den playliste, som skal bære en igennem den lange mørke vintertid. Og her er netop tale om en god gang nordisk, melodisk dødsmetal med elementer af doom. På trods af en virkelig lækker produktion gør musikken dog samlet set for lidt væsen af sig. Det bliver aldrig så gribende og smukt, som den slags musik helst skal være.

Om bandet

Ghost Brigade er fra Finland og har eksisteret siden 2005, så der er ikke tale om et helt grønt mandskab. Modsat mange andre heavy-bands ser det heller ikke ud til, at Ghost Brigade har haft mange udskiftninger på instrumenterne. Tværtimod er der kommet 2 ekstra mand til i 2013, så bandet nu består af i alt 6 mand. At dømme ud fra deres forrige skive ”Until Fear No Longer Defines Us” fra 2011 har lyden heller ikke ændret sig væsentligt på deres nyeste udgivelse.

Gennemgang

Der lægges ud med nummeret Wretched Blues, som vel nok er blandt de bedste på udgivelsen. Nummeret viser hele den palet af virkemidler, som bandet gør brug af. Der veksles med andre ord mellem stille og storladne passager. Lydbilledet er typisk bygget op af enkle akkorder, der gentages. I baggrunden lægges der smukke keyboardflader ud. Øverst ligger en melodisk guitar, der sørger for lyset og farverne. Efter min vurdering har bandet lyttet en del til Insomnium, tjek nummeret ”The Knife”, og især Katatonias senere udgivelser, lyt eksempelvis til numrene ”Disembodied Voices” og ”Electra Complex”. Og det er bestemt gode steder at søge inspiration!

Vurdering

Sine steder fungerer det virkelig godt og er meget stemningsfuldt. Lyt eksempelvis til ”Departures” og Elämä on Tulta”. For det meste sker der dog for lidt. Især skuffer det en del, at bandet ikke prøver at fylde mere dynamik i lydbilledet. Især da bandet tydeligvis er så teknisk og produktionsmæssigt velfunderet og råder over en meget dygtig forsanger, som tilfældet er her. Der er bestemt ikke noget galt i at bygge en stemning op med lange introduktioner og lange passager, hvor der ikke er bølgeskvulp, men kun lidt rørelser under overfladen. Her bliver der dog en smule for langt mellem snapsene.

Et eksempel på pladens unoder er nummeret ”Long Way to the Graves”. Nummeret er knap 8 minutter langt, og der sker for lidt. De små sangstykker og guitarflader, der blandes fint sammen, slår ganske enkelt ikke til, så lytterens opmærksomhed holdes fast i samfulde 8 minutter.

Samlet set er der tale om virkelig velproduceret nordisk, melodisk dødsmetal i den bløde ende. Her går der dog lidt for meget lækkerhed i det, og bandet læner sig en anelse for meget tilbage og kommer aldrig helt op i 3. og 4. gear i den utvivlsomt lækre Volvo, de er i besiddelse af.

Man fristes næsten til at sige, at et spøgelse kan forstås på to måder: Enten som noget uhyggeligt, rørende, der vækker minder og sjælelige bevægelser, eller som noget utydeligt og hurtigt forbipasserende, der aldrig rigtig gjorde indtryk. Desværre er ”IV – One with the Storm” mest det sidste, selvom alle de gode ingredienser er her. Så jeg leder endnu efter det perfekte soundtrack til vinterens mørke.

Tracklist

  1. Wretched Blues
  2. Departures
  3. Aurora
  4. Disembodied Voices
  5. Electra Complex
  6. Stones and Pillars
  7. Anchored
  8. The Knife
  9. Long Way to the Graves
  10. Elämä On Tulta

Tilføj kommentar