På trods af at de både har et album og to demoer bag sig, er det først nu jeg stifter bekendtskab med tyske Freitod. Bandet består af Seyferth, der growler og spiller på trommer, og Eisenlauer, som bidrager med clean vokal, guitar og bas. Det er to år siden de udgav deres debutalbum, Nebel der Erinnerungen, og de er nu i september aktuelle med deres andet album, Regenjahre.
Intronummeret, "Regenjahre", starter ud med lyden af stille regn, fodtrin, og en mandestemme, der spørger "Wo gehst du hin?". En anden mand svarer "In den Regen.", hvorefter musikken går i gang. Så er stemningen ligesom lagt for resten af albummet - Freitods musik er atmosfærisk, melodisk og meget melankolsk. Deres tekster er på tysk, og som bekendt er tysk jo et dejligt, ondt sprog, hvilket absolut er positivt i denne sammenhæng. Teksterne omhandler temaer som sorg, depression og selvmord.
På trods af at Regenjahre er et black metal-album, bliver det blødt en del op af alle de stille passager og Hr. Eisenlauers en smule skrøbelige clean vokal. Seyferths growl er til gengæld virkelig ond og står som en god kontrast til både den rene vokal og alle de melodiske elementer. Som inspirationskilder nævner de bla. mørke, regn og kærlighed, hvilket da også virker som et udmærket grundlag for at skrive god musik. Også Katatonia er nævnt som en stor inspiration for deres musik, og det kan man sagtens høre – dog uden at det grænser til kopiering på nogen måde.
Tracklist: 1. Regenjahre 2. Der Traumsturm 3. Neue Wege 4. Letztes Wort 5. Sterbenswert 6. Nichtssagend 7. WennAllesZerbricht