Rejsen til Neptun

Neptun er den ottende planet i vores solsystem og den af planeterne, der befinder sig længst væk fra solen. Men den er også langt fra Jorden. Ifølge troværdige kilder i NASA tager det 2250 dage at suse til Neptun i en moderne rumraket. Pudsigt nok er det tal rundt regnet lig den samme mængde tid, som Fractal Gates har brugt på at færdigproducere deres nyeste album One With Dawn. Den franske kvintet, som spiller sci-fi melodisk dødsmetal, fik stor ros af vores anmelder sidst, da vi gav ni ud af ti kranier til forgængeren The Light That Shines, der blev beskrevet som en sand odyssé. Selvom lineuppet ikke har ændret sig, har gruppen dog et par overraskelser oppe i ærmet. One With Dawn byder nemlig på hele fire gæsteartister heriblandt tidligere Enshine guitarist-vokalist Jari Lindholm. Fire må være bandets lykketal, for albummet har på kosmisk vis også 4 numre med ren vokal leveret af henholdsvis Deibys Artigas (Arkangel) og Egan O’Rourke (Daylight Dies). Det er for sig vidt meget fint, men er kvaliteten intakt med et så bredt følge?

Interstellars uofficielle soundtrack

One With Dawn er markant mere progget end bandets tidligere udgivelser, og havde det ikke været for Sebastian Pierres fine growl, havde skiven også været klassificeret derefter. I store træk kunne pladen dog sagtens være det uofficielle soundtrack til Christopher Nolans film Interstellar; Det er spacey, ekspansivt og fuld af fremtrædende temposkifts. Det store ensemble, som Fractal Gates har bragt med sig på rumskibet, leverer anbefalelsesværdige præstationer. Især Deibys Artigas, der leverer ren vokal på to af pladens højdepunkter ”Into the Unknown” og ”Earthbound”, passer perfekt til tonen, som er lagt for dagen. Sidstnævnte nummer indledes med et stærkt guitarriff, der bliver komplimenteret af vokalisternes stemmer, der kolliderer og supplerer hinandens i ren winner-takes-it-all stil – de gør absolut hinanden bedre. Nummeret fremhæver på skift guitarsoloer og trommevariationer, og alle instrumenter virker velplacerede og essentielle. Selvom pladen omhandler den store galakse, efterlader pladen overraskende lidt tomrum i sine passager og overgange. Skift af instrumenter forekommer naturlige, og intet virker tilfældigt, lige på nær en kort sekvens i slutningen af ”Visions XV”, hvor en forfærdelig statisk lyd tvinges igennem.

Dette er fjerde album i træk, hvor Fractal Gates bruger intermezzi – de såkaldte ”Visions”-numre, som de selv kalder dem. Franskmændene skal passe på ikke at holde sig selv fast i struktur, og lade det blive en hæmsko. Mindst et af numrene kunne sagtens være undladt i dette tilfælde. Inkluderingen af de to remastered numre, er jeg desuden heller ikke fan af. Numrene er fra en tid hvor Fractal Gates var mere eksplosive, tunge og fikserede i deres lyd, og det hårde materiale er en for stor kontrast i forhold til One With Dawns 70’er inspirerede kombination af prog-metal og moderne melo-død. Skiven er en mild oplevelse, og der savnes noget gennemførelse – vil du gå prog-metal med ren vokal, så gør det hele vejen.

Som slutnote er jeg meget imponeret over produktion, og stor ros skal gå til Tony Lindgren fra Fascination Street Studios i Sverige. Blot forrige uge anmeldte jeg In Vain-albummet Solemn, som også var blevet mastered samme sted. Studiet formår at gøre alle instrumenterne nemme at separere fra hinanden, og det giver en himmelsk rumklang.

En værdig forsættelse, men …

Selvom vi ikke når højderne på The Light That Shines, er One With Dawn en værdig forsættelse på Fractal Gates rejse. Den er mere progget, stadig varieret men også en kende mere mild i sit udtryk. Var det nødvendigt med så mange numre med ren vokal? Det syntes jeg ikke. Det store ensemble supplerer bandet, men franskmændene selv skal passe på ikke at låse sig fast i deres vanlige konventioner; helt specifikt de instrumentelle numre. Hvorfor begrænse sig, når hele galaksen ligger frit tilgængelig foran ens fødder?