Finsterforst  - Zerfall

Zerfall

· Udkom

Type:Album
Antal numre:5

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Schwarzmetal?

Finsterforst fra Schwarzwald-området i det sydvestlige Tyskland, har netop udgivet deres femte langspiller. Ifølge dem selv spiller de black forest-metal (Schwarzwald, get it?), og hvad det mere præcist betyder, har egentlig aldrig været helt tydeligt. Hvordan den mørke skov i Baden-Württemberg påvirker deres mix af melodisk, folk, pagan, atmosfærisk og symfonisk metal, er ret uklart, og deres musik har i hvert fald aldrig indeholdt ret meget sortmetal. Det gør det nyeste udspil, Zerfal, heller ikke.

Dygtige musikere og flot produktion er ikke altid nok

Allerede på det 13 minutter lange åbningsnummer ”Wut” står det klart, at Finsterforst følger den samme skabelon, som de plejer: Langtrukne numre fyldt til randen med black- og death-riffs, akustiske og atmosfæriske elementer, samt masser af Manowar/helte-kor, men også både power metalvokal og hårde vokaler. Det hele krydres med et symfoniorkester i baggrunden og noget, der virker som mere eller mindre den samme harmonika-melodi på hvert eneste nummer. Udfordringen på ”Wut”, men også på et ellers udmærket nummer som ”Fluch Des Seins”, bliver, at det som lytter er svært at følge med i alle stemningsskiftene. Det virker påtaget og mekanisk med alle de bratte overgange fra orkester- og harmonikagøgl til smukke, næsten meditative stemninger. Hvad er formålet egentlig?    

Efter fire sange, der alle varer i nærheden af 10 minutter, kulminerer Zerfal på det 34 minutter lange afslutningsnummer ”Ecce Homo”, der byder på mere af det samme bare endnu mere langtrukkent. ”Ecce Homo” er også titlen på filosoffen Friedrich Nietzsches sidste bog, hvor han gør op med sig selv som menneske og ikke mindst med sit livsværk som tænker. Man kunne fromt håbe på, at hans landsmænd i Finsterforst snart vil gøre det samme, for ”Ecce Homo” ender som en musikalsk ørkenvandring. Efter adskillige gennemlytninger er der stadig ikke rigtig nogle riffs eller melodier, der har sat sig i hukommelsen, heller ikke på Zerfal i det hele taget. Det har derimod de irriterende heltekor og enslydende harmonika-stykker, der nærmest fremstår irriterende. 

Finsterforst er dog trods alt for dygtige til, at det går helt galt. Produktionen er virkelig flot og tilpasset både de storladne og symfoniske passager, men også de atmosfæriske. På trods af alle problemerne omkring sangskrivning og arrangementer, leverer bandet faktisk på et pænt højt niveau hele vejen igennem.

Falsk varebetegnelse

Det er fint at ville bryde med genrernes snærende bånd, men Finsterforst vil simpelthen for meget, også her på Zerfal, og på trods af enkelte lyspunkter fremstår det samlede resultat rodet og usammenhængende. Og så er 78 minutter altså bare alt, ALT for meget. Det kan godt være, bandet selv kalder deres musik for black forest metal, men der er altså meget lidt black metal på dette album. Zerfal er til gengæld helt ude i skoven, hvor de seks halvsovende kranier det blev til i denne omgang, sikkert også befinder sig.

Tracklist

  1. Wut
  2. Zerfall
  3. Fluch des Seins
  4. Weltenbrand
  5. Ecce Homo

Tilføj kommentar