Døden er …

Lingchi er noget så barbarisk som kinesisk tortur, der skal munde ud i offerets langsommelige endeligt. ‘Død ved 1000 snit’ betyder det slet og ret, og det var indtil afskaffelsen i år 1905 forbeholdt som straf for de mest vederstyggelige forbrydelser. Oplagt som kildemateriale for dødsmetallere – og som titel til odenseanske Fatal Images første album, Lingchi. Bandet har eksisteret siden 2018, så det er også på tide med en langspiller i eget navn. Men har den lange advent for debuten så været udslagsgivende for variation i de 1000 snit, eller kedes man ihjel, før snittene gør arbejdet?

… 1000 snit i øst og vest

Fatal Image spilder ikke tiden. “Hating” åbner i hæsblæsende tempo, og jeg har faktisk svært ved at fordøje det ene indtryk, før det næste maser sig ind og tilkæmper sig min opmærksomhed. Denne trend skal vise sig at fortsætte på de følgende numre. Der sker ret så meget, men alligevel er der ikke for alvor variation, og undervejs associerer jeg indtil flere passager med noget, jeg har hørt udført bedre før. Et eksempel på dette er “Death Dream Kaleidoscope”, der indledningsvis bedst kan beskrives som illuderet Gojira. I det hele taget lader herrerne til at være glade for netop de guitarslides, som er et hjørnesten i franskmændenes lyd.

Produktionen bidrager rundhåndet med snit til øregangen. Især på “Chaos Comatose” bliver guitarernes crunch reduceret til knasende forvrængning. Heller ikke i rytmesektionen skal der findes trøst. Trommerne er slet og ret lige så flade som håndlunken fadøl – fuldstændig blottet for ‘oomf’. Lilletrommens lyd er især pågående og er en af de primære bidragsydere til trætte ører. Det er ærgerligt, for havde produktionen været på plads, ville trommerne nok stå som et af de stærkere kort på bandets hånd. Jeg er heller ikke overbevist af Anders Nikolajsens vokal, der ikke for alvor står tydeligt, hverken hvad angår formidling af budskab eller stemning.

Den afsluttende duo af sange står faktisk som albummets stærkeste. “Within Suffering” åbner slutspurten, hvor lydbilledet er til den nogenlunde homogene side. Dog virker det temposkift, der gelejder nummeret mod sin afslutning, ret så forceret og tjener som en lettere kejtet – og lidt for lang – outro. Sidste nummer, “Abandoned”, formår at runde albummet af på fornuftig vis. Det opbyggende riff, der hvor resten af instrumenterne takt for takt falder i, er en markant bedre formel end den, der bruges på mange af de andre skæringer, hvor gearkassen tilsyneladende sidder fast i “fuld smadder”. Havde der været flere numre af denne slags, ville det have gjort underværker for pladen. I sidste ende er det efterladte indtryk noget eklektisk og rodet og fyldt med associationer til bedre værker.

Færre snit kunne også gøre det

Man kan agitere for, at det kræver en vis finesse at henrette mennesker ved at trække pinen i langdrag, som det gøres ved Lingchi. Der er da også finesse at spore i det musikalske håndværk fra medlemmerne i Fatal Image. Desværre er resultatet af deres bedrifter en møjsommelig affære at komme igennem. De 1000 snit stikker i for mange retninger, men alligevel melder ensformigheden, takket være et fladt lydbillede, sit indtog. Tre kranier bliver det til.