Holger Bech Nielsens næste afhandling

Var det ikke for Jordens atmosfære og verdensrummets tomhed, så ville solen “brøle” med lige knap 100 decibel i alle døgnets lyse timer — og faktisk også om natten, da lyden er cirka 120.000 timer undervejs. Så knap 14 år efter solen slukkes, ville lyden aftage og stilheden ville indtræffe — eller ville den? For hvad med alle de andre fjerne stjerner, som er større end solen, men er døet ud, kan vi høre deres ekko? Det kan canadiske Exterminatus måske svare på med deres seneste skive Echoes From a Distant Star Part I.

Et band består af en guitarist og alle de andre

Er man bekendt med bands som Rings of Saturn, The Faceless og Fallujah, så vil man med garanti også kunne finde sig godt til rette med Exterminatus og deres moderne tekniske dødsmetal.

Alene ud fra åbningsnummeret “Cosmic Disturbance” har canadierne allerede kvalificeret sig til mesterskaberne i flipperspil. Guitaren og bassens avancerede riff-krumspring og skæve rytmer fremtvinger samtlige lyde, som du kan forestille dig fra de gamle arkadespil, alt imens trommerne fremstår som “armene”, der tæver kuglen afsted. Det er solid moderne tech-død lige efter bogen. Som bekendt så kan man også gennemføre missioner i forskellige flipperspil, og det er, hvad der sker på “Starbound”. Nummerets forskellige guitar-soli hiver, skubber, løfter og rykker alle de rigtige steder for at få kuglen krænget ind mod alle målene. Det tilføjer et lækkert mere organisk element til det ellers så tekniske lydunivers. For at gennemføre sidste mission på Exterminatus’ sci-fi flippermaskine skal man flyve gennem ormehullet, og det er præcis, hvad især det første minut af “The Signal” gør. Et hæsblæsende tempo hvor imponerende omskiftelige riffs truer med at gøre din forstand mere flad end begivenhedshorisonten kan for dernæst at spytte dig gennem ormehullet med en fløjlsblød hjernevridende tappet solo. Var man i tvivl om, hvorvidt guitaren regerede på Echoes From a Distant Star Part I, så er man det ikke længere.

Hvilket netop leder os til problemet med hele pladen. Rytmesektionen gør ganske enkelt ikke nok opmærksom på sig selv. Hvis det ikke var fordi, der var lidt flashy guitarspil på “Suffer in Silence”, så var det tre minutters velspillet, men morderligt kedeligt småcorede moderne dødsgroove. Meget det samme kan siges om “New Theia”, der på trods af rigelige mængder blast beats og dobbeltpedal lyder mere tom end et fadølsanlæg første maj i Fælledparken. Ud af nummerets knap seks minutter er der måske tre, som for alvor er medrivende. Og hvad skyldes det, spørger du? Det er selvfølgelig soli, techy riffs og andet guitar-lir. Dog skal det siges, at produktionen heller ikke hjælper på at gøre hverken trommer eller bas inspirerende. Stortrommen er skruet alt for højt op, bassen kæmper for ikke at drukne, og når den på “The Cloud” endelig er ved at komme oven vande i en reel bassolo, ja så er der nogen, som synes guitaren bestemt ikke skal dæmpes. På “Primordial Sea” er vi lige ved at ramme fremragende rytmik, der er som trukket ud af Immolation, men i det øjeblik guitaren tager styringen, forsvinder Immolation som dug for solen.

Ekkoet er hult

Jeg ved ikke, hvem Exterminatus har fået ideen fra om, at bas og trommer ikke bør have plads i teknisk dødsmetal, men hvor ville jeg dog ønske, at de ville lade være med at nedprioritere disse instrumenter. Samtlige guitar-riffs, melodier, soli og alt andet teknisk hejs, der trækkes frem af den seks, syv eller ottestrengede, fungerer så upåklageligt som et futuristisk utopisk samfund. Men man tænker hele tiden på, hvor fed en plade Echoes From a Distant Star Part I kunne have været, hvis evnerne og kreativiteten var på samme niveau hele vejen rundt.