Evergrey spiller koncert på Wacken Open Air 2019.
Evergrey - The Atlantic

The Atlantic

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Masser af patos og store armbevægelser

The Atlantic er tredje og sidste del af de svenske melo-proggere Evergreys episke ’Hymns For The Broken’ trilogi. Guitarist og forsanger Tom S. Englund har udtalt, at projektet handler om ’forholdet mellem elskende, om skønhed og mørke, sorg, had, kærlighed og alt det, der forbinder disse følelser’. Det er ifølge Englund selve ’livets rejse over det store ocean’, der behandles på The Atlantic. Store sager og for dem der kender Evergrey, er det næppe overraskende, at det sker med masser af patos og store armbevægelser.

Har kejseren noget tøj på?

Det viser sig desværre hurtigt, at kradser man bare lidt i den storladne fernis, så opdager man, hvor tynd den er og hvor lidt substans, der egentlig er indenunder. Men lad os bare kigge lidt på musikken først. Evergrey kaldes normalt for et progressivt metalband, men det er efterhånden ret svært at høre, hvori det progressive består. Tag ikke fejl, det er en flok superdygtige musikere, og de kender deres virkemidler. Det er som om svenskerne har besluttet at give den lidt mere gas end på deres tidligere albums, så vi får både thrash/death-riffs og sågar lidt metalcore. Alt udføres yderst professionelt, men problemet er, at alle de gode passager i sangene alt for ofte bliver sovset ind i de samme kedelige melodier i både vers og omkvæd.

Han spiller en fed spade, men der er ikke mere indlevelse i Englunds skrøbelige vokal end i en gennemsnitlig teenagetøs’ X-Faktor audition. Det bliver absolut ikke bedre af teksterne, der består af den ene tåkrummende kliche efter den anden: ’long distance calls from my soul, were never answered’ og ’recreate the created and a certain fate. Through the waters I got to learn how to swim again’. Hvad betyder det sludder overhovedet? 

Produktionen sidder til gengæld lige i skabet. Storladen og flot som man forventer det af genren, og det kan Everygrey utvivlsomt takke Jacob Hansen for, da han igen har stået for mix og mastering. Men udover deres trods alt rimeligt vellykkede forsøg udi thrash- og metalcore-light, er det som om Evergrey hele tiden forsøger at fange lyden af Pink Floyd fra deres 80’er-periode. Det er for det første ret tvivlsomt, om det er værd at stræbe efter, og for det andet lykkes det på ingen måde.

Som dansk efterår

Evergrey skal dog roses for i det mindste at leve op til deres navn, for The Atlantic er præcis som dansk efterårsvejr: gråt og trist – kun afbrudt af få passager med bulder og brag til at bryde kedsomheden. At Evergrey ubestrideligt består af utroligt dygtige musikere, gør det kun endnu mere frustrerende. De bør kigge sig selv grundigt i spejlet og overveje, om de ikke kan bruge alle deres mange talenter på en bedre måde.  Der er ikke noget på The Atlantic, som danske Pyramaze ikke gør meget bedre, og det kan selv Jacob Hansen ikke ændre på.

Tracklist

  1. A Silent Arc
  2. Weightless
  3. All I Have
  4. A Secret Atlantis
  5. The Tidal
  6. End Of Silence
  7. Currents
  8. Departure
  9. The Beacon
  10. This Ocean

Kommentarer (1)

Tom

Plattan

:)
Det var roligt!

Tilføj kommentar