Masser af patos og store armbevægelser
The Atlantic er tredje og sidste del af de svenske melo-proggere Evergreys episke ’Hymns For The Broken’ trilogi. Guitarist og forsanger Tom S. Englund har udtalt, at projektet handler om ’forholdet mellem elskende, om skønhed og mørke, sorg, had, kærlighed og alt det, der forbinder disse følelser’. Det er ifølge Englund selve ’livets rejse over det store ocean’, der behandles på The Atlantic. Store sager og for dem der kender Evergrey, er det næppe overraskende, at det sker med masser af patos og store armbevægelser.
Har kejseren noget tøj på?
Det viser sig desværre hurtigt, at kradser man bare lidt i den storladne fernis, så opdager man, hvor tynd den er og hvor lidt substans, der egentlig er indenunder. Men lad os bare kigge lidt på musikken først. Evergrey kaldes normalt for et progressivt metalband, men det er efterhånden ret svært at høre, hvori det progressive består. Tag ikke fejl, det er en flok superdygtige musikere, og de kender deres virkemidler. Det er som om svenskerne har besluttet at give den lidt mere gas end på deres tidligere albums, så vi får både thrash/death-riffs og sågar lidt metalcore. Alt udføres yderst professionelt, men problemet er, at alle de gode passager i sangene alt for ofte bliver sovset ind i de samme kedelige melodier i både vers og omkvæd.
Han spiller en fed spade, men der er ikke mere indlevelse i Englunds skrøbelige vokal end i en gennemsnitlig teenagetøs’ X-Faktor audition. Det bliver absolut ikke bedre af teksterne, der består af den ene tåkrummende kliche efter den anden: ’long distance calls from my soul, were never answered’ og ’recreate the created and a certain fate. Through the waters I got to learn how to swim again’. Hvad betyder det sludder overhovedet?
Produktionen sidder til gengæld lige i skabet. Storladen og flot som man forventer det af genren, og det kan Everygrey utvivlsomt takke Jacob Hansen for, da han igen har stået for mix og mastering. Men udover deres trods alt rimeligt vellykkede forsøg udi thrash- og metalcore-light, er det som om Evergrey hele tiden forsøger at fange lyden af Pink Floyd fra deres 80’er-periode. Det er for det første ret tvivlsomt, om det er værd at stræbe efter, og for det andet lykkes det på ingen måde.
Som dansk efterår
Evergrey skal dog roses for i det mindste at leve op til deres navn, for The Atlantic er præcis som dansk efterårsvejr: gråt og trist – kun afbrudt af få passager med bulder og brag til at bryde kedsomheden. At Evergrey ubestrideligt består af utroligt dygtige musikere, gør det kun endnu mere frustrerende. De bør kigge sig selv grundigt i spejlet og overveje, om de ikke kan bruge alle deres mange talenter på en bedre måde. Der er ikke noget på The Atlantic, som danske Pyramaze ikke gør meget bedre, og det kan selv Jacob Hansen ikke ændre på.
Kommentarer (3)
Tom
Plattan
:)
Det var roligt!
Jacob Wrist
Kritik af anmeldelse
Jeg tænker, at mainstream posers aldrig vil kunne relatere sig selv til indviklede følsomme tekster, som man bliver nød til at have oplevet traumatiske hændelser for at kunne se sig selv i. Måske hvis der var mennesker i anmeldelses branchen der dykkede ned i de følsomme aspekter af musikken fra Evergrey, ville deres anmeldelser nok være bedre. jeg tænker at du har behov for en bedre uddannelse før du skal udtrykke dig om hvorvidt deres tekster giver mening eller ej. Musikken virker, som om den er skabt lidt for hurtigt i forhold til de albums der kom før dette 3 albums koncept, der kunne før gå flere år med produktionen. Man må tage med i overvejelserne at de har fået en større succes i USA de seneste år og har derfor mulighed for at få solgt en masse albums, men succesen varer ikke nødvendigvis ved, og derfor tænker jeg at Tom vil have produceret de albums, som han har lavet koncepter på, så længe de peaker i deres succes. Evergrey har eksisteret i mange år og har udviklet sig meget, inklusiv fået råd til bedre studier/instrumenter og dermed en bedre produktion af lyden. Jeg ærgrer mig, når anmelderer desværre bærer mainstream tankegangen og på en eller anden måde støtter "sell out" presset der opstår hos kunstnere der ikke selv har kapital til produktion. Og så ærgrer det mig, at anmeldere uden særlige kompetencer for analyse af sangtekster udtrykker sig på kunstneres valg af metaforer og på den måde støtter en negativ holdning for en genre der ikke er repræsenteret særligt mange ægte melankolikere, såsom Tom Englund
UMUR
Indlæg: 93
^Jeg er ikke meget for, at
^Jeg er ikke meget for, at man bliver personlig i sin kritik ("mainstream posers"...), selvom man er utilfreds med en anmelders arbejde, men det står for din regning.
Angående Evergrey så synes jeg personligt at deres nummer 2 og 3 album var rimelig fede, men ellers synes jeg også generelt, at de er et kedeligt band. Tom Englunds tekster er ofte banale og tå-krummende. Der er jeg enig med anmelderen.