ÊTRE spiller koncert på UHØRT Festival 2022.
ÊTRE - I: Human

I: Human

Udkom

Type:EP
Genre:Prog metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ikke helt uerfarne debutanter

Københavnske ÊTRE startede egentlig som South Harbour – og det er da også i den konstellation, vi tidligere har mødt bandet her på redaktionen. I efteråret 2019 anmeldte vi nemlig South Harbours debutalbum, A Withered World in Colour, og selvom vi ikke var ovenud begejstrede, så vi bestemt kvaliteter i bandet. Siden da har gruppen tilføjet forsanger Freja Ordell og bassist Axel Ming, og derfor giver det da også god mening, at bandet i dag har skiftet navn, nemlig til ÊTRE. I den formation er gruppen nu klar med ep’en I: Human – den første i en planlagt trilogi – og det store spørgsmål er selvfølgelig, om der er noget at komme efter.

Er der så det?

Det simple svar på ovenstående spørgsmål er ja. Der er bestemt noget at komme efter. Med I: Human leverer ÊTRE nemlig knap en halv times relativ letfordøjelig og fornøjelig progressiv metal med melodiske indslag og en solid produktion. De fem numre tegner et klart billede af, hvor kvartetten gerne vil hen, og man fornemmer, at der er lagt stor energi i udformningen af alle numre. Særlig guitararbejdet brillerer og kunne faktisk indtage en mere fremtræden position, end det allerede gør, og ellers er det naturligvis frontkvinde Ordell, der ofte er i fokus.

Og hun gør det da også ganske godt. ”Perilune” indledes af trommer og en tydelig bas, hvorefter Ordell slutter sig til med sin dybe stemme. Vokalen har ikke umiddelbart en voldsom stor spændvidde, men en fin klang og en styrke, der klæder bandets samlede udtryk. Indimellem får vi også nogle lækre stykker fra guitaristerne Alexander Varslev og Kristian Hejlskov – kom bare med flere af dem, tak. De er et dygtigt makkerpar.

”Fractured” veksler mellem et stille og kaotisk udtryk, og selvom potentialet i den kontrast aldrig bliver indfriet hundrede procent, er det en spændende idé. Måske bandet faktisk bare skulle gå fuld post-metal i et nummer som dette; simpelthen slippe tøjlerne og lade kontrasten blive ekstremt tydelig. ”Into Light” veksler også mellem forskellige intensiteter, mens ”The Descent” skruer bissen på. Her rammes man af en tyk væg af forvrænget guitar, og selvom skæringen er en ret voldsom kontrast til sin forgænger, er det rart at høre ÊTRE manøvrere i den tunge ende af skalaen. For det kan de fire musikere sagtens. Til sidst får vi den otte minutter lange ”Sea of Spectrum”, der har et mere legende udtryk og samtidig et storslået, episk præg. Bandet præsterer generelt godt, der er en fin dynamik i nummeret, og med det sætter ÊTRE et pænt punktum for en pæn ep. Solidt arbejde.

Fortsættelse følger

Er du til progressiv – eller måske bare melodisk og stemningsfuld – metal, må du således ikke snyde dig selv for ÊTREs debut-ep, I: Human. Der er masser af gode øjeblikke, en gedigen produktion og i det hele taget nogle numre, som viser et godt potentiale for det relativt nystartede band. Nu kan vi bare vente i spænding på de to kommende ep’er, der ifølge bandet fortsætter, hvor I: Human stopper. Dét kan du læse mere om i vores dugfriske interview med bandet lige her.

Tracklist

  1. Perilune
  2. Fractured
  3. The Descent
  4. Into Light
  5. Sea of Spectrum

Tilføj kommentar