Vinylbanner
Into Eternity - The Scattering Of Ashes

The Scattering Of Ashes

/ EMI · Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Melodisk Death Metal
Spilletid:41:18
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Nærværende album er mit første møde med Into Eternity, som, jeg kan forstå, allerede er et anerkendt progressivt metalband. Jeg forstår også godt hvorfor, for de er hamrende dygtige musikere med nogle interessante ideer. Ordet ’interessant’ er det mest dækkende, for det kommer lidt an på lytterens temperament, hvilken kvalitet man tilskriver musikken. "The Scattering of Ashes" er hele tiden sat sammen af kontraster: Det ene øjeblik lyder bandet som en blanding af Dream Theater à la "Images & Words" og mere melodisk Nevermore, det næste øjeblik som et ekstremt dødsmetalband. Det ene øjeblik serverer Into Eternity ultra-poppede, overvejende tostemmige melodier, der ikke lader det mest klistrede boyband noget tilbage at ønske, det næste øjeblik tæsker de af sted med hyper-speedede grindtrommer, der nok ville give den gennemsnitlige Boogie-seer et mindre ildebefindende. Det ene øjeblik growles der dybt, det næste øjeblik snerrende à la Arch Enemy og In Flames, det næste øjeblik synges der smukt og poppet, det næste øjeblik højt og skingert, som var det Judas Priest... I det hele taget går det over stok og sten, og man får ikke lov at blive hængende ret længe ad gangen i den enkelte stil, før den afløses af en anden. "The Scattering of Ashes" er en meget frisk, skæg og catchy skive, godt spillet og med karakteristisk god lyd af Andy Sneap. Jeg kunne dog godt ønske mig nogle flere gedigne komplekse passager som dem, man hører på f.eks. "Nothing", "Timeless Winter", "A Past Beyond Memory" og "Eternal" – hvor man ligesom kan fornemme John Petrucci, Mike Portnoy og hele Symphony X synke en klump ude foran deres højtalere. Into Eternitys trommeslager er imponerende tight, selv i de ultahurtige passager, men netop det enkle, speedede trommespil forfalder han lidt for ofte til efter min smag. Jo flere gange jeg hører albummet, jo mere skematiske synes jeg, numrene lyder - lidt som jeg personligt har haft det med Soilwork (der jo for øvrigt også havde noget progressivt over sig tidligere). Men omvendt finder jeg, at jeg stadig ofte tager albummet frem for at høre skæringer som de ovennævnte eller "Paralyzed" - så der er alligevel nogle elementer, der absolut vinder på gennemlytning her. Når alt er sagt, får Into Eternity altså bygget nogle anderledes lagkager op af de traditionelle stilelementer, og måske er det sådan en mundfuld, du har brug for lige nu.
Metalvinyl

Tilføj kommentar