Skærmydsler i skolegården
Foruden deres i forvejen bemærkelsesværdigt aggressive blend af deathgrind og powerviolence har New England-gruppen Escuela Grind i den grad formået at skabe furore på de sociale medier: kontroverser med nu tidligere guitarist Tom Sifuentes angående dennes personlige sikkerhed. ’BIG HOMO-gate’ som følge af mistanken om økonomisk opbakning fra LGBTQ+-miljøet. Og interne beskyldninger om seksuel chikane rettet mod både tour manager Chris Kotter og trommeslager Jesse Fuentes. Det skulle med andre ord blive interessant at få verificeret, hvorvidt Escuela Grind var hyret ind på ren hype, eller om der rent faktisk gemte sig en kunstnerisk berettigelse bag.
Esgruelig galt
Få minutter inden det indledningsvist beskedne fremmøde (vi var vel rundt de 200, vil jeg tro) første gang blev kørt over af ’grindskolens’ benhakker qua ”Endowed with Widows”, havde jeg en interessant samtale med et ældre ægtepar om metalscenens evindelige behov for at genreopdele og putte alt og alle i dertil indrettede kasser. Selv viste de sig at have et ualmindeligt åbent sind for det ’nye’ uden dog for alvor at engagere sig aktivt. Et billede, der flugtede ganske glimrende med opfattelsen af den gennemsnitlige festivalgænger, jeg gennem de seneste dage havde initieret konversationer med. Klip tilbage til scenen, hvor ledende vokalist Katerina Economou, om end uanselig af statur, ikke var sen til at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse ...!
Forestil dig et lille myr, velsagtens omkring de 160 centimeter, blæse rundt på scenen som en pilatesinstruktør med brint i bagdelen – komplementeret af en growl, der truede med at få betonen til at slå revner! Det energiske udtryk virkede dog ikke for alvor til at forplante blandt et nu noget større fremmøde, den forreste række i klassen selvsagt undtaget. Til gengæld kunne man ikke undgå at bemærke bassen, der lagde et ultraaggressivt tryk under numre som ”My Heart, My Hands” og ”Meat Magnet”. Det var nu langt fra det mest bemærkelsesværdige ved Kris Morash, der tilsyneladende havde brækket foden og dermed måtte se sig hensat til at hvile på en taburet under hele seancen. En ting var at levere på flot niveau; noget helt andet overhovedet at stille op under de givne omstændigheder. Kæmpe cadeau samt håb om god og snarlig bedring skal lyde herfra!
Fortællingen om skolegårdens uheldige helt understøttede egentlig bare fornemmelsen af et band, der på nærmeste virkede klar til at dø for deres kunst. Det var således inden koncerten kommet os for øre, at den vævre frontfigur med det glubske gab ved en tidligere lejlighed havde pådraget sig en brækket ryg grundet et forfejlet forsøg på stagediving. Klog af skade blev begge de damer derfor pænt ’stående’ på egen side af scenen, om end sidstnævnte røg helt i knæ efter førnævnte ”Meat Magnet”, hvor man forinden havde fået startet en lillebitte circle pit. Ganske imponerende den beskedne forsamling in mente. Det virkede dog stadig ikke til at tilfredsstille evigt energiske Economou, der under ”Ball and Chain” minsandten fik fremmanet, hvad der må have været en kraftig kandidat til årets suverænt mindste wall of death. Undervejs i sættet forsømte Escuela Grind ej heller muligheden for at adressere heltene i Hatebreed, BodyCount/ICE T, Crypta og Tool, inden vi ved vejs ende fik ”Cliffhanger”, en lektion udi knogleknusende brutalitet præsideret af den lidet subtile advarsel ’Do not push me ’cause I’m close to the edge’. Det kunne hun nu fint have sparet sig. For jeg tror bestemt, de fleste, undertegnede inklusive, følte sig overbevist om, at her var ikke tale om tomme trusler.
Class Dis-f******-missed!
I forbindelse med referencen til Copenhell-aktuelle Crypta måtte vi igen-igen lægge ører til de efterhånden noget enerverende kampråb om ’putas’ og ’gay people’. Med fare for at gentage mig selv så fylder det ganske enkelt for meget for dem af os, der bestemt anerkender relevansen og vigtigheden, men indimellem savner at høre en anden plade. Diskussionen bliver simpelthen for ensporet, og stemningen risikerer at gå fra festlig til krigerisk. Lidt ærgerlig ridse i lakken, der sammenholdt med den politisk motiverede lyrik pustede nyt liv i diskussionen om finansiel opbakning fra queer-miljøet. Ydermere placerede både genrespændet mellem deathgrind og powerviolence samt det tidlige tidspunkt såvel som scenevalg heller ikke just ensemblet fra New England i en favorabel position. Ja, man fristedes endog til at sige, at hvis det at optræde først på åbningsdagen var at betragte som en uriaspost, så måtte tilsvarende vilkår på sidste dag jo kunne sidestilles med en plads i de egyptiske slavebåde på Nilen. Alt dette til trods formåede Economou og resten af orkesteret ikke blot at ride stormen af, men samtidig at give os en eftertrykkelig lektion i død og ødelæggelse, der resonerede gennem sjæl og legeme, længe efter Escuela Grind havde sendt os ud til et mere end tiltrængt frikvarter. Class dis-f******-missed!
