Det var med store forventninger at jeg lagde "Monkey Puss" i maskinen, men ak hvor skulle jeg blive skuffet. Jeg havde godt nok læst at bandet selv tog afstand til denne DVD, da de mener at dette er et rip off fra Earache. Og mand hvor har de ret, selve menuen og design ser billigt og temmelig indfaldsløst ud. De fem promo videoer er det bedste ved skiven og det eneste der berettiger et køb, videoer som "Wolverine Blues" og "Stranger Aeons" skal man have set som metal freak.
Men det absolutte højdepunkt er dog videoen til "Roky Erikson" nummeret "Night Of The Vampire", som viser bandet der render rundt på en tilsneet kirkegård med plastic Dracula tænder og laver en masse fis og ballade. Derefter kommer man til skuffelsen, en live koncert fra London Astoria som blev optaget under Gods Of Grind turneen som man bestred sammen med Cathedral og Carcass. Setlisten lader ikke nogle ønsker tilovers "Evilyn", "Revel In Flesh" og "Crawl", alle de fedeste numre fra bandets to første plader. Men lyden er så forfærdelig at man næsten ikke kan lade være med at krumme tæer, guitarerne er så lave i mikset at det er umulig at høre detaljer. Til tider er det endda så slemt at man ikke engang kan høre hvilket nummer der bliver spillet, især soloerne er næsten til at græde over da de går helt ned i dette akustiske kaos. Desuden er det som om L.G. Petrows stemme er helt ødelagt, især "Clandestine" sangene volder manden problemer under denne koncert.
Et virkelig skuffende produkt, især når man ved at Entombed er et af de fedeste live bands der findes, på coveret står der at dette er i "raw and unedited form". Jeg synes at Earache tager fansene ved røven, der findes bootlegs der i bedre kvalitet end det her.