Kan dansk metal være med i verdenseliten? Ja for satan!
Københavnske Electric Hellride, dannet i 2008, er efter EP'en Charged og debut-albummet Hate.Control.Manipulate nu klar med EP'en Come Darkness, Come Light - og hvor er det bare pisselækkert, at høre et dansk band spille så fedt!
Groovy thrash-metal når det er bedst! Måske er det sådan man skal beskrive Electric Hellride, hvis man altså absolut skal sætte mærkat på. Der trækkes mange forskellige elementer op af heavy-hatten i løbet af skivens 19 minutter, deriblandt lidt sludge- og black metal-ting, men primært er vi ude i den førnævnte groovy thrash - og det er af den fineste slags! Åbningsnummeret "Master Inferno" er klart fedeste og mest fuldendte nummer med sit kompromisløse drive og super fede riffs. En født ørehænger. Men det betyder ikke at skivens tre resterende skæringer er dårlige - blot en anelse mindre sublime end åbneren. "Higher Profanity", "Grey Mass Depression" og "Phosphorus" glimrer alle hver især med super potente passager, guitarsoloer og rå primal energi. Her er altså tale om et band, der i dén grad har fat i den lange ende! Produktionen er i fuldkommen særklasse. Blandingen af rå og beskidt lyd, men med klare og tydelige detaljer, er ramt lige på kornet. Alle instrumenterne kommer virkelig fint frem, og når man tilmed har med så dygtige individualister at gøre, så er det ganske enkelt bare en super fed lytteoplevelse.
Fans af mange subgenrer kan være med her. Hvadenten man er til traditionel heavy, thrash eller død, så når Electric Hellride ud til et bredt publikum med deres højkvalitets-groove/thrash. Endnu en gang kan danske heavyfans være stolte af det, der kommer ud af deres lille tunge andedam. Hold øje med disse drenge - de kan stærkt anbefales!
Trackliste: 1. Master Inferno 2. Higher Profanity 3. Grey Mass Depression 4. Phosphorus
Kommende koncerter: - Fredag d. 2/5 kl 20 afholdes der release-party på Lygten Station i København - Lørdag d. 24/5 - Kulturhuset Viften i Rødovre (support for Artillery) - Lørdag d. 31/5 - Voxhall i Aarhus (Royal Metal Fest)