Et stort comeback?
Dusk er et death-doomband med en lille kultstatus inden for genren, men nok mest i USA. Det er 28-år siden, at de sidst har udgivet en fuldlængde plade, som var ...Majestic Thou in Ruin. Bandet gik i opløsning få år efter pladen og lå stille i hele 17 år, før det blev gendannet i 2015, hvorefter de har udgivet lidt musik hist og pist. Tilsyneladende har pandemien været en kæmpe inspirationskilde for dem, og de har, ligesom mange andre bands, udnyttet tiden til at lave et album, som omhandler menneskehedens endeligt. Et efterhånden yderst velkendt tema fra den musik, som er udkommet under og efter corona-pandemien – især inden for doom- og death-genren. Lad os se, om Dusk virkelig kan få os til at føle verdens undergang
Verdens undergang i tomgang
Dissolve Into Ash begynder egentligt rigtig godt med pladens bedste skæring, ”Beacon Obscured”. Introen har lange dissonante og rungende guitartoner, mens en rumlende monoton og strubesangslignende vokal udfylder atmosfæren. Det afløses af skrig og dystre tonstunge guitarriff, hvor det atmosfæriske lydtæppe nu har fået et symfonisk islæt. Dette afløses af et stille segment, hvor synth fylder meget, og en flot kvindelig vokal træder ind. Det er sørgmodigt og dystert, og har i den grad en dark-folkvibe, som kaster tankerne mod Copenhell-aktuelle Chelsea Wolfe eller det italienske doomband Messa. ”Beacon Obscured” har en rigtig god vekselvirkning mellem disse to ekstremer. Noget man absolut kunne have ønsket sig mere af og udført lige så vellykket på resten af albummet.
Her kommer problemet så. Mange af sangene på albummet er tenderende til det lidt for lange eller er ret faktisk bare for lange. Hvad der ikke hjælper på det problem, er, at de fleste guitarriffs desværre er yderst repetitive. Især når man nu tænker, at bandet spiller death-doom, så ville det egentligt være klædeligt, at death-elementer som guitarlir og kraftfulde growls skinnede mere igennem til tider. Når vi snakker om repetitiv, så bliver Steve Granes hæse growl/skrigevokal godt nok også noget enerverende i sin ensformighed, da den netop fylder meget i mikset. Ja, vi er da nødt til at snakke om mikset. Det er selvfølgelig ikke i nærheden af at lyde som ...Majestic Thou in Ruin fra for 28 år siden. Dissolve Into Ash er i den grad mere polereret i lydfladen, men guitarerne har nu forsat en rimelig rå lyd. Den største ærgerlighed i mikset er klart lyden af stortrommen, som, ærligt talt, ofte lyder for flad i forhold til, at det er death-doom, der spilles – og ja, lige så ærgerligt at Granes vokal skal fylde så meget, som den gør.
Noget, der især ærgrer mig, er, at når de nu vil lave en plade om menneskehedens undergang og bruger synth og har en kvindelig vokalist, der kan synge, hvorfor bruger de det så ikke noget mere til at skabe virkningsfuld atmosfære? En atmosfære der skriger på melankoli og civilisationens endeligt. Det formår de i virkeligheden kun at skabe i få passager undervejs, og det er virkelig synd. Der skulle være flere momenter som på ”Beacon Obscured”, afslutningen på ”The Promise Passed” eller måske som introen på ”An Aerial View”. Desværre virker det lidt for oftest, som om den nemme løsning med repetitive riff og skrig er at foretrække for Dusk, og dermed går verdens undergang i tomgang.
Uforløsende dommedag
Egentligt er ”Dissolve Into Ash” ikke noget dårligt album, men det bare heller ikke en super interessant lytteoplevelse. Det har absolut sine gode og flotte momenter, men netop disse momenter gør også, at resten står i kontrast som en lidt halvlunken uforløsende oplevelse. Jeg tror samlet set, at hvis man var stor fan af bandets første album ...Majestic Thou in Ruin, så vil man også være udmærket tilfreds med det nye, da der er mange genkendelige træk tilbage. Ventetiden på 28 år, før Dusk skulle udgive et nyt fuldlængde album, vil jeg dog ikke mene har været ventetiden værd. Bandet kommer ikke rigtigt i mål med at få det dystopiske dommedagslydbillede spredt udover hele