Svenske Dream Evil udgiver nu deres 2. album efter at Gus G. forlod bandet og deres 4. fuld længde album i alt.

Dream Evil står for mig som en leverandør af traditionel typisk svensk melodiøst true eller power metal. Og det leverer de også til fulde med det nye udspil In the Night.

Svenskerne kan bare det der med at skrive vidunderlige syng-med-numre, med masser af guitarlir. Og Dream Evil beviser her at de også mestrer det. I denne genre er det svært at være nyskabende, men Dream Evil formår alligevel at skabe musik man kan høre igen og igen, selv om man vil nikke genkendende til mange af deres riffs og man kan høre indflydelse fra de store bands fra 80'erne og 90'erne. Dream Evils album bliver på ingen måde rip-off af noget andet, men de formår at bevare energi og originalitet stort på hele albummet.

Teksterne er også fyldt med masser af klichéer, men Dream Evil gør det på en så oprigtig og alligevel selvironisk og original måde, at man ikke kan undgå at holde af deres musik.

Albummet starter ud med et ganske groovy og tempofyldt nummer Immortal, hvor Nick Night udfolder en god klassisk power metal-vokal. Nummeret ebber ud stille og roligt, hvor sangen fortsætter alene. Ganske udemærket, og til sidst forventer man dog at han vil krænge over i det typiske power-metalliske Rob Halford skrig. Der ligges dog her en lille dæmper på begejstringen, men nummeret er en ganske udemærket åbner til det stærke album.

Herefter basker trommerne videre i nummeret "In the Night". Et nummer som Primal Fear eller sågar Judas Priest godt kunne have lavet. Endnu mere PF og JD-agtig er "Bang your head". Et ganske stærkt nummer, hvor Nick Night også viser at han såmænd mestre det klassiske power-metal skrig. Smukt er det.

Skæring nummer 4 på albummet hedder See the light, og her er vi ovre i en lidt anden boldgade. Nummeret kan sammenlignes med noget Stratovarius eller Edguy.

Herefter bliver det til en sand metalhymne med nummeret Electric, der for alvor sættes i værk med en bombardement fra Pat Power's dobbelte stortrommer. Man kan ikke undgå at skrige med på omkvædet "Metal is the only way!!!!".

Efter dette party-nummer er vi igen over i de Judas Priest agtige rytmer med Frostbite og On the Wind.

Dream Evil kan også det med ballader. Det viser de for alvor med nummeret "The Ballad" hvor metal-klichéerne for alvor bliver kastet ud i æteren. Man kan ikke undgå at trække på smilebåndet, når man hører teksten. Albummets 4 sidste numre holder også tilsvarende høje niveau, så jeg kommer nok ikke udenom at måtte give Dream Evil 10 kranier for dette album.

Dream Evil kan ses live på The Rock den 4. februar sammen med Stratovarius.