Grå tysk lommefilosofi
Ifølge græsk mytologi betyder Downfall of Gaia noget i retning af jordens undergang. Der er dog intet, der tyder på, at bandet og deres atmosfæriske sludgy post-black-metal-sammensurium stopper lige foreløbig, da de nu er klar til at smide deres femte skive på gaden. Men at dømme ud fra titlerne på deres tidligere plader, der omhandler forfald ved tidens tand, afmagring og kvælning i en flok traner, er det heller ikke ligefrem høj solskin med liv og glade dage, der er i højsædet. Dog bliver det en kende mere filosofisk denne gang med titlen Ethic of Radical Finitude. Hvilket hænger lidt sammen med albummets tema: alle prøver at finde et trygt sted, et sted de kan kalde hjem, men at man måske på et tidspunkt må indse, at man aldrig finder det.
Meget mere end en storm i et glas vand
I stil med den aldeles glimrende forgænger Atrophy har Ethic of Radical Finitude også seks sange fordelt over 40 minutter. Rent musikalsk lægger pladen sig også meget op ad stilen på forgængeren, dog er der en klar forskel på produktionssiden. Hvor Atrophy var gået Summoning lidt i bedene med ekko og tilbagetrukken lyd, og hvor der måske druknede en detalje eller to, så har Ethic of Radical Finitude en langt tydeligere produktion, hvilket gør, at Downfall of Gaias massive lydbillede får det ekstra skub, man kunne have savnet på Atrophy, og virkelig kommer til sin ret i al sin storladne melankoli.
Albummet åbner med den instrumentale ”Seduced By…” – et stille instrumentalt nummer, kun med guitar og underlæggende synth. Hvad der følger efter, er 37 minutters atmosfærisk post black sludge, eller hvad man nu vil kalde det, i absolut topklasse. Der er de smukke monumentale atmosfæriske passager, hvor guitar, bas og trommer buldrer og bruser som havet under en storm. På et splitsekund trækker de sig væk og overlader pladsen til en enkelt guitar eller en stille synth, der stadig formår at bevare stemningen, for så igen at skylle lytteren væk med endnu en syndflod af massiv melankoli. Og sådan stiger og falder albummets sange som tidevandet. Specielt de to numre “We Pursue the Serpent of Time” og ”Guided Through A Starless Night”, hver på knap ti minutter og pladens absolutte højdepunkter.
Disse to numre er en sand tour de force, i alt hvad Downfall of Gaia kan. De leverer det til perfektion. Og krydrer det endda med nogle spoken word-passager, der er helt i tråd med albummets tema grundet deres så overbevisende skrøbelige og triste levering. Det er ligegyldigt, hvor mange gange man hører albummet igennem, hver gang man kommer til de passager, bliver man overrasket og imponeret over dem – et lidt atypisk highlight, men bestemt noget Downfall of Gaia tager med videre.
Det samme, bare bedre
Tager man nejhatten på, kan man brokke sig over, at Ethic of Radical Finitude er Atrophy om igen, bare med bedre produktion. Det kan der være en vis rigtighed i. Men noget, der også er en vis rigtighed i, er, at Downfall of Gaia ved, hvad de kan, og de gør det ualmindeligt overbevisende. Man kan ikke andet end at overgive sig til den grå melankoli og nyde den til fulde. Dette er uden tvivl det bedste album, Downfall of Gaia har udgivet til dato. Sjældent har noget så gråt været så smukt.
