NOTBA4
Dissection - Rebirth Of Dissection

Rebirth Of Dissection

/ Target Group · Udkom

Type:DVD
Genre:Black metal
Spilletid:139:06
Antal numre:15

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Dissection’s første og måske eneste DVD er blevet en noget løjerlig affære, set i lyset af senere tids begivenheder (frontmand Jon Nödtveidt begik selvmord d. 16. august 2006, -red), men har man set interviewet på denne skive virker det så alligevel ikke så mærkeligt. Men allerførst til musikken og den kommer heldigvis ikke til kort her, med en koncert optaget i Arenan i Stokholm den 30. oktober 2004. Dette er den første koncert efter Jon’s løsladelse og jeg er forbløffet over for hvor godt sammenspillet gruppen er, i forhold til at de jo af gode grunde ikke har kunnet øvet sammen. Man spiller næsten alt fra bandets to første og banebrydende albums, "The Somberlain" og "Storm of the Lights Bane", der stadig til den dag i dag er en stor indflydelse for genren. Lyden er utrolig god og tyder ikke på at den er blevet pillet ved for meget, faktisk står alt undtagen bassen (surprise surprise) klokkeklart frem i lydbilledet. Jon ser tydeligvis bevæget ud over den yderst entusiastiske modtagelse som den udsolgte Arenan giver ham; manden poserer på livet løs og har tydeligvis svært ved at holde smilet fra hans læber. Desværre kan man ikke sige det samme om hans kolleger der er temmelig statiske i deres scenepræsens, hvilket desværre ikke er noget nyt i den ekstremme genre, hvor det åbenbart er nok at stå og se ond ud og headbange i ny og næ.

Højdepunkterne under koncerten er den absolut storladne version af "Thorns of Crimson Death", samt den altid geniale "Where Dead Angels Lie". Personligt er jeg dog også yderst tilfreds med, at man har en god håndfuld af numre fra "The Somberlain", da numrene herfra altid lyder bedre live end de gør på selve studieindspilningen. Eneste lavpunkt under koncerten er tilstedeværelsen af den frygtelige "Maha Kali", der her især viser hvor enorm mindreværdig den er i forhold til bandets tidligere klassikere. Af nyere materiale er der desuden en video til "Starless Aeon", der uden tvivl er af en helt anden kaliber end "Maha Kali", selvom man ikke kan lade være med at tænke på "Unhallowed" i hovedriffet. Ud over denne og et kedeligt fotogalleri og nogle eastereggs som jeg forgæves stadig leder efter, er det så et 25 minutters interview med Jon, der viser at mandens nylige selvmord måske ikke er så mysteriøst. Jeg sad i hvert fald med en følelse af at manden ikke rigtig var ved sine fulde fem, grundet hans bizarre svar under interviewet. En ting der dog undrer mig er at man for et par år siden allerede havde snakket om en dvd udgivelse pakket med alskens gammelt videomateriale, dette må stadig ligge og samle støv hos en eller anden, så lur mig om ikke der om et stykke tid ikke flyver én eller flere dvd’er ud på markedet. Døde kunstnere sælger jo som bekendt bedst.

Tilføj kommentar