Jubelidiotisk guitarlir

Der er noget jubelidiotisk fedt over Watains guitarlir på bandets nyeste langspiller The Agony & Ecstasy of Watain. Nummer to skæring, “The howling”, er lyden af black metal, som var det spillet fra børnekarusellens højttalere ud over et måbende tivoli. Man ved ikke helt, om man skal stille sig op i køen eller løbe skrigende væk, for den rette mikstur af mol- og durakkorder og et mash-up af alle syv kirketonearter, om man vil, gør, at musikken aldrig er helt til at regne med, også selvom den faktisk er ret ligefrem og oldschool. Det er den stemning, Watain kan skabe, når de er allerbedst.

I 2010 vandt Watain en svensk grammy i kategorien Best Hard Rock. En spøjs kategorisering og en ufrivillig hån til et svensk black metalband, der også dengang var alt andet end mainstream og hardrock. Bandet er siden udkommet med en række middelmådige eller lidt-over-middel-udgivelser, i hvert tilfælde i forhold til Lawless Darkness, som vinderalbummet hed dengang i 2010. Nu er de tilbage med bandets syvende album, men er de også tilbage ved fordums styrke?

Alt er galt, men musikken …

Lad det bare være sagt med det samme: I min optik er alt, eller i hvert tilfælde meget, galt med Watain. Jeg er ikke fan af nazistiske tendenser, sekterisk djævledyrkelse og svineblod og brækekstase til koncerter, men musikken på det her album … den holder faktisk et stykke herfra og ind i helvede. 

Lyden er sprød, som malingen der skaller af på en ældgammel svensk kirke. Måske fordi Watains nyeste album er indspillet live i en kirke lidt nord for Uppsala, men helt sikkert også fordi numrene er velspillede, og pladen er velproduceret, selvom der i vanlig Watain-stil er skruet godt ned for mellemtonen.

Og jeg skal da love for, at der fra starten af albummet er faret en djævel igennem kvintetten, der udgør bandet anno 2022. Det stinker langt væk af selvtillid, arrogance og sans for det melodramatiske, når lyden fra en overjordisk eksplosion for en kort stund nærmest tværer lydbilledet ud og stabiliserer sig igen, lige efter intronummeret er gået i gang. Det er simpelthen i særklasse og giver begrundet håb om, at Watain vil forny sit udtryk akkurat lige nok til at bibeholde deres solide position inden for nyere klassisk sort metal. Og der er mere, hvor det kommer fra. Nummeret “Funeral winter” er både aggressivt og dynamisk og indeholder et vanvid, som klæder Watain særlig godt. Det er blastbeats, melodi og mørke. Det samme gør sig gældende for afslutningsnummeret “Septentrion”, hvor især mangeårige trommeslager P. Forsberg er helt fænomenal. Vi er slet og ret i black metal-tivoli og aner ikke, om Pjerrot er god eller ond. Det er ret fedt at være en del af.

Men for lytteren er der desværre også forhindringer undervejs. Og det i en sådan grad, at helhedsindtrykket forringes. For eksempel på nummeret “Black cunt”, som i komposition og tekstunivers er lige så fantasiløs, som titlen indikerer. Og så er nummeret for langt. Det samme gælder i øvrigt for en række andre. For eksempel det ellers så stærke “Serimosa”, der slet og ret bare ender med at blive kedeligt, eller for det tonstunge “We remain” med gæstesolisten Farida Lemouchi, som faktisk fungerer fremragende, men hvor det bare bliver aaaaaaalt for langt, trægt og fodlænkeslæbende.

25 års tro tjeneste

The Agony & Ecstasy of Watain er på mange måder Watain, som vi kender dem. Man falder ikke ned af alteret af alt for mange musikalske overraskelser og eksperimenter.

Eric Danielsson, Watains absolutte frontmand og stifter, besidder en særlig tæft for melodi og dynamik. Det er en række af skæringerne lysende eksempler på. Som værk er albummet alligevel for usammenhængende og har svært ved holde momentum, også selvom Watain stadig har noget, som mange bands bruger et helt liv på at jagte. Nemlig en stærk identitet gennemsyret af 25 års tro tjeneste i satans og den kulsorte metals navn. Mon ikke den onde selv også bøjer sig i støvet, svineblod eller ja, et eller andet … for sådan en bedrift.