Oraklets hemmelighed var en kugleramme

Et orakel kan efter sigende give større indsigt, råd eller forudsigelser om fremtiden baseret på diverse guder og gudinders gøren og laden. Hvorvidt dette er sandt, er svært at bevise, da de fleste orakler tilsyneladende forsvandt med det gamle Grækenland. Men ifølge amerikanske Diabolic Oath kan oraklers evner muligvis forklares ved brugen af absurd store tal. Faktisk så store tal at de kun kan udtrykkes ved det matematiske begreb hexation, hvilket, så vidt jeg har forstået, er et givent tal ophøjet i en potens, som igen bliver ophøjet i en potens, og sådan gør du så seks gange. Om det er via denne matematiske øvelse, at Oraklet i Delphi fremsagde sine profetier, er uvist, men hvis vi dykker ned i Diabolic Oaths anden langspiller Oracular Hexations, så finder vi måske en forklaring.

Toeren er efter sigende dårlig…

Som det dog altid er, når man har med orakler at gøre, så er forklaringen ikke skåret ud i pap. Diabolic Oath kaster os nemlig igennem en god gang war metallisk black og død, som klinger lidt hen ad Hyperdontia og Profane Order.

Det er dog, når Diabolic Oath forsøger at udvide deres war metalliske horisonter mod det mere okkulte, at Oracular Hexations for alvor bliver interessant – bevares åbneren “Rusted Madness Tethering Misbegotten Haruspices” giver trioen et glimrende udgangspunkt med sin gode gedigne og krigeriske neandertalhymne, men trioen kan meget mere. “Winged Ouroboros Mutating Unto Gold” åbner med en fed melodisk passage og kigger derefter dybt ned i den sorte tjærepøl, hvor blandt andet Blut Aus Nord ofte bader, og til trods for at Diabolic Oath kun lige sopper, så kommer den kvælende mørke stemning stadig snigende. En stemning som kun forstærkes på pladens anden halvdel. “Fragmented Hymns From the Globulous Cruciger” går længere ud i tjæresøen og begynder at blande dissonante riffs og større og mere melodiske leads med det krigeriske kaos. War metal-puritanere vil sandsynligvis kalde det blasfemi, men hvis der er en genre som i den grad må være blasfemisk, så er det war metal, og Diabolic Oaths små udfordringer til genrens status quo er utroligt lækre. Lukkeren “Oracular Hexations Leeching” er en fabelagtig duel mellem den iskolde black metal og den afgrundsdybe dødsmetal, som tvinger hinanden op i mere og mere storslåede luftlag for at falde brændende op i atmosfæren. Ud af asken, båret af Glemsels kor af ånder, rejser sig dog et fabelagtigt stykke grimt og beskidt blackened død, der giver den midnatsmesse, som genren altid har kunnet, men aldrig villet.

Oracular Hexations har dog et par skønhedsfejl, det må jeg erkende. Det er også kun bandets tredje udgivelse, hvis man ikke tæller de to demoer og splitten med Aberration. “Serpent Coils Suffocating the Mortal Wound” er frygteligt ensformigt blacket fræs, som kun bidrager med to korte Blut Aus Nord-dyk, som du gerne vil have mere af, men aldrig får. Havde “Gathering Hordes From the Outer Worlds” med sine marchrytmer været åbningsnummeret, kunne jeg forstå det, men hvor er der, vi skal marchere hen på pladens næstsidste nummer? Slaget er vundet, og vi mangler kun den episke lukker. Næh, lad de kosmiske horder blive hjemme og ud til højre med nummeret. Så står vi også tilbage med fire numre, som trinvis udlægger Diabolic Oaths glimrende vision for fremtiden.

… men hvis dette er dårlig, så bliver treeren årets plade

For jeg tror ikke, at man skal se Oracular Hexations som en enkeltstående plade. Det lyder mere som en plade, hvor trioen introducerer en række forskellige elementer, som skal have lov til at slå rødder inden næste udgivelse. Dermed ikke sagt, at skiven ikke er værd at smide på anlægget. Diabolic Oaths kulsorte og klistrede blanding af war metal, black og død er for det meste en fremragende bud på hvilken retning, genren kan udvikle sig på. Men ja, der er en smule fyld på Oracular Hexations, det kommer vi ikke udenom. Heldigvis er det dog ikke noget, der gør, at du får din kop tjære i den gale hals.