Ringveteranen slår til igen

29. gang i ringen med Osees, det tidligere Thee Oh Sees, den fænomenale John Dwyers hovedattraktion. Han er guitarist og udstyrsnørd, står for optagelser og roder med diverse effekter. Og hvad er Osees for en størrelse? Tja, at putte dem i boks er umuligt, måske anekdoten her siger det hele: Da der åbnedes for koncerter efter covid-19-pandemien, ramte Osees hurtigt Europa, hvor de fredelige hollandske koncertgæster rev stolene, der var placeret efter retningslinjerne for ’social afstand,’ løs og smed dem ned bag i lokalet: Der skulle danses. Der sker noget ved Osees koncerter, ganske som på deres album.

Punk for sampler, sax, trommer og bas

Dwyer tæller bidsk ”LOOK AT THE SKY” ind med et 1-2-3-4, og så sprinter bandet i gang. Det første breakdown tages i et langsomt, men spøjst valgt tempo. Det rammer simpelthen skævt, og det er leveret med en spytklat i bakken og et blik, der siger, ’Og?’ Nej, vi skal ikke have noget klinket hos en mand, der altid gør det skæve, fordi han drives til det. Fordi det føles rigtigt og via den sikre eksekvering bliver det. Dwyer har for et par album siden smidt guitaren henne i hjørnet og indtil videre ikke gidet hente den tilbage igen. Sorcs 80 er ægte, stikkende, stinkende punk for sampler, bas, trommer og saxofon. Hverken Dwyer eller hans keyboardspiller, Tom Dolas, er DJ’s eller samplernørder, og de har brugt trommestikker til at hamre løs på deres forvrængede pads. Sindssygt? Næh, bare typisk Dwyer. Han spytter sin vokal ud som en anden Mike Patton. ”COCHON D’ARGENT” (dansk: ’sølv gris’) er garanteret en reference til 1989-bogen ”The Silver Pigs”, hvor en gris, der er fyldt med sølv, bliver stjålet af grådige mennesker. Det nummer har det samme skøre og legesyge teatralske gas som Patton, der heller aldrig er bange for at lege og se stort på konventionerne. Regler eksisterer ikke, mens Dwyer og Dolas forsøger at få styr på deres overstyrede udstyr; ”ZIPPER” putter britpop i mixet sammen med noget, tja, post-disco? Man kan nemt danse til skidtet.

Det genkendelige ses lidt i ”LEAR'S EARS”, der har nogle af de samme effekter eller samme orgel, som fandtes på både Smote Reverser og A Weird Exits. Men ellers er intet genkendeligt.

På grund af den lidt low-fi lyd ledes tankerne i retning af The Black Keys, der indimellem også leger med musik med et friskt og humoristisk tilsnit. Det er der ikke noget forkert i. Frank Zappa udgav et album tituleret Does Humor Belong in Music? Sorcs 80 er bare et fedt album, der allerede ved første lyt er lige ved at overgå bandets guitartunge Mutilator Defeated at Last eller Smote Reverser. Tossede fornemmelser og stemninger, sax-soli (ikke min kop te), men heldigvis doseret forsvarligt og en punk-tilgang til sangskrivning. Det ville ikke overraske at høre Iggy Pop som vokalist på den afdæmpede ”ALSO THE GORILLA…”, der sagtens kunne have været på Iggys Free eller Every Looser. Ikonets skygge hviler over hele albummet, men Dwyer bruger inspirationen fra Iggy og alt muligt andet, og han ender med at overgå forbillederne.

Og vinder på knockout er …

Konklusionen var nærmest givet på forhånd, for med John Dwyer er der altid noget at komme efter. Selv med ét album om året leverer han og hans kohorte med svimlende præcision og pålidelighed. Bandets album byder altid på overraskelser, man kan opdage mange nye ting hen ad vejen, det er skørt, det er sjovt, det er friskt og bare totalt ”COCHON D’ARGENT”. Det samme er resten af Sorcs 80. Lyt og forstå.